Forord Bulletin # 6

FORORD

Temaet i Proust bulletin #6 har sit udspring i det foredrag, Proust som litteraturhistorisk omdrejningspunkt, som John Pedersen holdt på en Proust-salon i 2009. Foredraget bringes her i lidt revideret form som indledende artikel.

I essayet med titlen Om læsning skriver Proust(s.37 i ’Sur la lecture’). Proust var meget bevidst om, at et ægte udbytte af læsningen kræver en aktiv indsats fra læserens side, og Proust bearbejdede i høj grad sin egen læsning. Proust læste og kommenterede flittigt andre forfattere. På sporet indeholder således omtale af og inspiration fra mange litterære værker. Men Proust skrev også essays, breve og mindre tekster om de forfattere, som optog ham. Han brugte megen tid på oversættelse og kommentering af Ruskin. Proust havde derfor stærke rødder i traditionen samtidig med, at han brød radikalt med de eksisterende normer for romanskrivning. I lige så høj grad, som Proust fandt inspirationen fra andre forfattere helt nødvendig, var han meget bevidst om faren for plagiat og dermed manglende originalitet. Han skrev adskillige pasticher bl.a. for at undgå dette:” ligeledes kan jeg med hensyn til den flaubert’ske hjernevask ikke nok som anbefale forfattere pastichens rensende og uddrivende virkning(…) Man skal (…) skrive en bevidst pastiche for derefter igen at kunne blive original og ikke hele sit liv skrive ufrivillige pasticher” (12)

De forfattere, som er omtalt i artiklerne i denne bulletin er udvalgt, fordi deres værker har en klar forbindelse med På sporet. Af praktiske grunde har vi ikke kunnet medtage alle de forfattere, som har været vigtige for Proust, eller som Proust har påvirket. Nogle væsentlige udeladelser er fx Dostojevski, Flaubert og Baudelaire.

Vi har også medtaget et par kortere tekster, som Proust selv har skrevet om andre forfattere, lige som enkelte senere forfatteres udsagn om deres læsning af Proust. Bulletinen afsluttes med en artikel, som placerer Proust i en hermeneutisk sammenhæng.

John Pedersen gør i den indledende artikel Proust som litteraturhistorisk omdrejningspunkt rede for, hvordan Proust forholder sig til flere af fortidens store litterære værker, samtidig med at han med sit banebrydende værk også leverer eftertidens forfattere et stof og et formsprog, som mange har følt, at de måtte forholde sig til. Blandt Prousts forgængere har John Pedersen udvalgt tre forfattere, som alle både citeres hyppigt og har en klar tematisk vægt i værket. Det er Madame de Sévigné (1626 – 1696), François-René de Chateaubriand (1768 – 1848) og Honoré de Balzac (1799 – 1850).

På trods af den skelsættende karakter af Prousts værk, eller måske netop derfor, varede det lang tid før hans radikale brud med normerne for romanskrivning satte sig spor i fransk litteratur. Det skete først med den såkaldte nouveau-roman i 50’erne og 60’erne, hvor der både skete et oprør mod den traditionelle romanmodel, nedarvet fra Balzac og med Sartre-tidens engagerede og ideologisk prægede litteratur. John Pedersen har blandt denne epokes forfattere især sat fokus på Nathalie Sarraute (1900-1999), Claude Simon(1913-2005) og Georges Perec (1936-1982), som alle er påvirket af Proust.

Diane R. Leonard fortæller i artiklen ”Ruskin og de tabte sjæles katedral” om den store betydning, som den engelske kunstkritiker og samfundsreformator John Ruskin (1819-1900) fik for Proust og hans værk. Ruskin var ophavsmand til et omfattende forfatterskab om kunst, og han påvirkede Prousts kunstopfattelse og kunstneriske skaben dybt.

I år 1900, Ruskins dødsår, da Proust var kørt fast i skrivningen af den selvbiografiske roman Jean Santeuil, skrev han to lange essays om Ruskin, påbegyndte oversættelsen af Ruskins bog, The Bible of Amiens og oversatte senere bogen Sesame and Lilies, og skrev store forord til dem begge. Proust foretog pilgrimsrejser til nogle af Ruskins steder bl.a. til den gotiske katedral i Amiens med Ruskins bog om katedralen som åndelig vejleder. I Prousts essay fra denne rejse Ruskin à Notre-Dame d’Amiens, hvor han reflekterer over Ruskins kunstopfattelse, er hans egen skrivestil tydeligt påvirket heraf. Det er også her, at han får ideen om at skabe en bog med en katedrals struktur inspireret af, at Ruskin læser katedralen som en bog. Stil og narrativ struktur i På sporet er stærkt påvirket af Ruskin, lige som værkets talrige overvejelser over kunsten og den kunstneriske skaben, selv om Ruskins navn aldrig nævnes. Således er Elstirs tolkning af figurerne på kirken i Balbec inspireret af The Bible of Amiens,og ligeledes i Guermantes bibliotek i Den genfundne tid hvor Fortællerens overvejelser over skabelsen af sit fremtidige værk er stærkt påvirket af Prousts arbejde med Ruskin.

Artiklen, Tusind og én Nat og Saint-Simons Memoirer – forlæg for På sporet af den tabte tid, er et mindre uddrag fra bogen med samme titel. I denne bog hævder forfatteren, Dominique Jullien, at de to nævnte værker indtager en helt særlig plads blandt de mange litterære værker, som omtales i På sporet. Vi ved, at begge værker hørte til Prousts yndlingslæsning, og alene antallet af referencer til de to værker i alle dele af På sporet, i størrelsesordenen 100 til hvert af de to værker, giver en fornemmelse af dette. Da Fortælleren endelig ved slutningen af På sporet beslutter sig for at skrive, er inspirationen fra de to værker åbenlys, som følgende citat fra Den genfundne tid, p.343-344 viser.

Det vil ikke sige, at jeg havde den ærgerrighed at skrive noget i retning af Tusind og én Nat lige så lidt som Saint-Simons Memoirer, der også var skrevet om natten… Når man elsker et værk, ville man naturligvis gerne lave noget ganske tilsvarende… det er først, når man følger sandheden, at det undertiden kan træffe, at man møder det, man har opgivet, og når man glemmer de arabiske fortællinger og Saint-Simons erindringer, at man kan skrive deres modstykke fra en anden periode.

I På sporet associeres Tusind og én Nat med barndommens verden, med drømmen og med den kunstneriske skaben. Saint-Simons Memoirer fra Louis XIV’s hof transponeres derimod over på virkelighedens voksenverden, herunder det adelige miljø, Faubourg Saint-Germain, med alle dets mondæne tegn, som fortælleren skal lære at afkode. De to forlæg for På sporet er ikke kun hinandens modsætninger, de er komplementære. Således repræsenterer nogle af personerne begge verdener, f.eks. Swann som meget tidligt i Combray associeres med Ali-Baba, samtidigt med at han læser Saint-Simon og færdes i de højeste adelige kredse. Det er krydsningen mellem Tusind og én Nats drømmeverden og Memoirernes virkelige verden, som skaber På sporet.

Proust har både i selve romanværket På sporet som i pasticher, artikler og breve forholdt sig til tidens store litterære navne. Vi har valgt her at bringe to kortere tekster, hvor Proust udtaler sig om den engelske forfatter George Eliot, (pseudonym for Mary Ann Evans 1819-80) og den russiske forfatter Lev Tolstoj (1828-1910). Nils Soelberg, der har oversat teksterne, har valgt at bringe den franske tekst og den danske oversættelse side om side, for at give franskkyndige læsere lejlighed til at sammenligne. Teksterne fremtræder som stikordsagtige noter, og er derfor åbne for fortolkninger. Nils Soelberg fremdrager i sin kommentar Prousts overvejelser i begge tekster over de to forfatteres brug af specifikt sansede detaljer til at uddrage generelle lovmæssigheder om menneskelivet. Derefter viser Soelberg, hvordan Proust har udviklet disse kortfattede overvejelser til en langt dybere refleksion over essensen i den kunstneriske skaben i Den genfundne tid. Det er et eksempel på, hvordan Proust aktivt brugte sin læsning af andre forfattere til at udvikle sin egen skrivekunst.

I England var første bind, Du côté de chez Swann, allerede før Prousts død i 1922 udkommet i Scott-Moncrieffs oversættelse, og det var Bloomsbury-gruppen der især tog Proust til sig. Det var en kreds af litterater, intellektuelle og malere, der levede det frie kunstner- og bohemeliv i opposition til det viktorianske samfunds konventioner og fordomme. En af kredsens mest fremtrædende forfattere var Virginia Woolf (1882-1941). Vi har valgt at bringe nogle uddrag fra hendes breve og dagbogsoptegnelser, der viser hendes optagethed af Proust. Således skriver hun den 3. oktober 1922 til Roger Fry: ”For mig er Proust virkelig det helt store eventyr. Tja – hvad kan man i det hele taget skrive efter ham?”

I 30’ernes Paris er det den amerikanske forfatter Henry Miller ( 1891-1980) og den fransk/spanske men engelsk-skrivende forfatter Anaïs Nin, der lidenskabeligt diskuterer Proust. Vi bringer uddrag af to breve til Anaïs Nin fra Miller. Et enkelt citat der vidner om henrykkelsen: ”Proust gør mig svimmel. Jeg nærmer mig slutningen af det første bind og har med forsæt standset læsningen, fordi jeg vil rationere min fornøjelse og lidelse… Der sker dette med mig efter læsning af Albertine disparue, at jeg står i flammer” .

Anaïs Nin (1903-77) er især kendt for sine omfangsrige dagbøger (7 bind, dansk 1976-82) der blandt andet giver et interessant billede af det litterære Paris i mellemkrigstiden. Proust var hele livet en vigtig inspirationskilde. Vi bringer et uddrag fra epilogen fra Anaïs Nins sidste dagbog, Dagbog 7, der omhandler tiden fra 1966 til 1974 , hvor hun blandt andet skriver: ”Prousts universalitet gjorde det han skrev om musik anvendelig på al musik, det han skriver om jalousi passer på jalousi til enhver tid. Han transcenderede tiden.”

Jørn Boisen gør i sin artikel om Marcel Proust og hermeneutikken rede for, hvordan På sporet både har rødder i og på afgørende vis bryder med de klassiske urbane dannelsesromaner, som de blev skrevet af Stendhal og Balzac. Det centrale motiv i disse romaner er det unge menneske, der ankommer til storbyen fuld af forventninger, drømme og illusioner. Storbyen er et tema i fortællingen, idet den fremtræder som en kode, der skal dechifreres, før hovedpersonen kan gøre sig håb om succes. Således får Eugène de Rastignac i Balzacs Fader Goriot gennem sine oplevelser i Paris et hårdt men effektivt lynkursus i at bryde storbyens koder, og da romanen er til ende har han lært at fortolke virkeligheden, ganske vist på bekostning af nogle drømme. Så enkelt er det ikke for Prousts personer. Deres liv kompliceres yderligere af, at fortolkningen af den ydre verden er usikker, foreløbig og skuffende. I På sporet er det ikke længere genstanden for fortolkningen, der er i centrum, men derimod selve fortolkningen. Der er sket en afgørende forskydning fra fokus på en problematisk virkelighed til fokus på en problematisk fortolkning. Boisen hævder, at fra madeleinekagen bliver dyppet i teen til den endelige åbenbaring i Den genfundne tid er selve oprindelsen og rammen for fortællingen forsøget på at fortolke den følelse, der griber ham, hin triste vinterdag.

Proust udforsker altså fortolkningens kunst, den kunst eller videnskab, som betegnes: hermeneutik. Boisen giver en kort gennemgang af hermeneutikkens historie og viser, at to af de førende filosoffer inden for hermenutikken , Heidegger og Gadamer, årtier efter Proust, beskæftiger sig med de samme problemstillinger som ham. De når også til de samme konklusioner, selv om deres erkendelse går via den stringente filosofiske analyse, mens Proust erkender ved hjælp af romanforfatterens konkrete, fænomenologiske analyse. Boisen giver et eksempel på dette sidste gennem kommentarer til episoden i På sporet, hvor den unge fortæller går i teatret for at se den berømte diva la Berma.

God læselyst!

Sussanne BLEGAA & Helga SCHMIDT