Forord Bulletin # 4

Kære læser!

Der er skrevet overordentlig meget om Marcel Proust op gennem det 20 århundrede. Breder man blikket ud, bliver man let svimmel. Bulletin # 4 er helliget Proust-receptionen. Men der er foretaget en kraftig selektion i forsøget på at give et forenklet overblik over, hvordan Proust er blevet modtaget og opfattet i henholdsvis Frankrig og de skandinaviske lande, herunder Danmark i særdeleshed.

Vi begynder i Frankrig, hvor Prousts roman udkom d. 14. november 1913. Proust var da 42 år. Så langt skulle vi hen, før første bind af À la recherche du temps perdu, Du côté de chez Swann, udkom på Grassets forlag. Han finansierede det selv, da hans manuskript blev forkastet af flere forlag, der imidlertid senere fortrød.

Vejen havde været lang og besværlig. Tre gange får han sit manuskript tilbage, først fra Fasquelle, dernæst fra La Nouvelle Revue Francaise (NRF) og sidst fra Ollendorf, hvor lektøren ikke forstod, hvordan en mand kan bruge 30 sider på at beskrive, hvordan han skifter stilling i sin seng, inden han falder i søvn! André Gide, redaktør på forlaget NRF, fortryder imidlertid hurtigt sin afvisning efter udgivelsen på Grasset. Proust gør sig kostbar, men overgiver sig i 1916, hvor værkets videre udgivelse sker på NRF, senere kaldt Gallimard.

Vi har valgt to eksempler til beskrivelse af den franske Proust-reception. Det første er det ene af de to interviews, der findes med Proust. Han gav det til Élie-Joseph Bois i 1913, hvor han gør rede for sine teorier om romanen, så ingen kan være i tvivl. Hans synspunkter står som mejslet i sten.

Interviewet, der stod trykt i Le Temps, omtales i anden del af George D. Painters Proustbiografi, ’The Later Years’. Der sætter Painter det i anførselstegn, da det ikke var et interview i egentlig forstand. Da Proust året før overgav manuskriptet af Du côté de chez Swann til Antoine Bibesco for at han skulle overbringe det til Gide og Copeau, havde han udfærdiget en slags programerklæring, der skulle vedlægges manuskriptet. Her gør han rede for værkets ideer om bl.a. tid- og rumpsykologien, om den frivillige og ufrivillige erindring, som allerede var færdigformuleret i manuskriptet til sidste bind – Le temps retrouvé. Ifølge Painter overgav Proust Bois en kopi af selv samme redegørelse, hvor der et par steder er indføjet vendinger som – ”Hvordan skal jeg forklare mig?”, ” – ”Ser De, jeg tror” … – ”Hvad skal jeg sige?” for at give det udseende af et interview. Det lyder sandsynligt, at Proust har taget højde for, at Bois nok ikke ville have været i stand til at redegøre så klart for disse nye komplicerede teorier om romanen.

Det andet eksempel på den franske reception er Jacques Madeleines lektørudtalelse om Du côté de chez Swann til Fasquelle fra 1912, der med en ikke mindre retorisk verve nedgør og latterliggør Prousts roman. Denne Jacques Madeleine, pseudonym for Jacques Normand, var efter sigende både digter og skuespilforfatter, der ligesom Proust havde frekventeret Mme Aubernons, Mme Lemaires og prinsesse Mathildes saloner. Proust havde nævnt ham i Les plaisir et les jours i en mindre flatterende sammenhæng i hans Bouvard et Pécuchet parodi, og havde kritiseret hans poesi for at være overfladisk. Det er nærliggende at tro, at det har spillet en rolle i Madeleines nedsabling af romanmanuskriptet, der førte til, at Fasquelle afviste det.

Det er interessant at læse dette responsum, fordi det helt klart fremgår, at Madeleine havde forventet en roman à la Balzac og derfor både føler sig skuffet og snydt i sine forventninger og helt enkelt overvældet af denne uendelige ordstrøm, der efter hans begreber ikke giver nogen mening eller fører nogen steder hen. Udtalelsen giver derfor et fingerpeg om, hvor fremmedartet og mærkelig Prousts roman må have forekommet den almindelige læser på den tid.

Det er den svenske professor Sigbrit Swahn, der har formidlet Proust-receptionen i Skandinavien.( Hendes bidrag er baseret på et foredrag og giver ikke noget fyldestgørende billede.) Hun deltog i januar 2000 på Bibliothèque Nationale de France (Mitterand) i Paris i et kollokvium om ”La réception de Proust à l’étranger,” hvor hun talte over emnet ”Proust en Scandinavie”. Foredraget, vi med tilladelse bringer i oversættelse, er interessant, fordi det refererer til og belyser to andre tekster i samme bulletin: Det førnævnte interview med Proust i Le Temps fra 1913 og Algot Ruhes tekst ”Et natligt besøg hos Marcel Proust” fra 1922.

Algot Ruhe (1867-1944) var Henri Bergsons biograf og oversætter og opholdt sig i Paris i november 1913 på det tidspunkt, hvor Du côté de chez Swann udkom. Ved et tilfælde fik i aftenbladet Le Temps øje på interviewet med Proust, hvis navn han på det tidspunkt ikke kendte – men i 1917 skrev han i Vår Tid artiklen: ”En ny fransk forfatter: Marcel Proust”, og var således den første til at introducere Proust i Sverige ligesom i resten af Skandinavien. Men denne artikel har visse skønhedspletter, hvilket Sigbrit Swahn gør opmærksom på. Ruhe er forbavsende velorienteret om Prousts ideer om romanen, som det viser sig, at han har kopieret fra ´Elie-Joseph Bois’ interview med Proust uden at angive kilden.

Sigrit Swahn påpeger endvidere om den skandinaviske reception, at den har affødt misopfattelser af Prousts roman. Af tre årsager: For det første har den franske lektor i Uppsala, Lucien Maurys kritiske holdning til Proust haft negativ indvirkning på receptionen i Sverige. Desuden baserede hans syn sig i på Gides negative ditto, der bredte sig som ringe i vandet og har forplumret opfattelsen af, hvad det er for en roman, Proust i virkeligheden har skrevet. Den tredje grund til misopfattelsen af Prousts værk skyldtes, at den franske litteratur ”i århundreder har været betragtet som kvindagtig og affekteret, da den i alt for høj grad beskæftiger sig med kærligheden, medens den svenske litteratur på sin side anses for at være maskulin, sober og opbyggelig.” Derimod har der i Norge lige fra begyndelsen og takket være Anne-Lisa Amadou været en tradition for at se, værdsætte og forske i Prousts roman på en langt mere uforbeholden måde. Til gengæld et det langt fra tilstrækkeligt blot at nævne Nils Soelbergs indsats på det danske receptionsområde.

Det er en bemærkelsesværdig beretning, Algot Ruhe giver af sit besøg hos Proust i 1922. Hvor meget han end brændte efter at få Proust til at tale om sig selv og sin roman, var det Proust, der straks tog føringen og i stedet udfrittede Ruhe, der undervejs kæmpede en brav kamp for at føre samtalen væk fra sig selv og sine skriverier, skønt han var smigret over interessen. Men Ruhe har interesseret Proust på en noget anden vis, end han har forestillet sig, for uden han var klar over det, har Proust udødeliggjort ham, eftersom han tjener som model til den norske professor i Sodoma og Gomorrha. Her optræder han i et komisk lys til bords hos Verdurins, hvor han taler så langsomt, at han giver indtryk af at lede efter ordene i en ’indre ordbog.’ Denne langsomhed står i kontrast til den hovedkulds måde, han forlader bordet på, da han åbenbart har et presserende toiletbesøg. Skønt Proust i breve udtrykte bekymring for, at Ruhe skulle genkende sig i selv i den norske professor, har han aldrig givet udtryk for, at han var klar over det.

Der findes endnu ingen samlet beskrivelse af den danske Proust-reception. I Bulletin nr.1 fremkom Neal Ashley Conrad med en kommenteret, selektiv bibliografisk liste over Proust-receptionen, den første i af sin art i Danmark. Den blev kaldt ”Proust i Danmark – den danske Proust-reception 1920-1994 ”, hvor alle de valgte bidrag i denne bulletin optræder.

Christian Rimestad spillede en helt central rolle. Han oversatte ikke alene det første bind af Prousts roman, men var også den første til at skrive udførligt om Proust – i to kronikker. Kai Friis Møller var imidlertid den første til at give en smagsprøve på Prousts skrivestil med eksemplet fra Sodoma og Gomorrha – ”Hr. de Charlus gør sin entré”. Det var præcis dét, der gjorde forlægger John Martin interesseret at få oversat Prousts roman. Men han døde før der var oversat mere end et bind. Af veneration for hans minde fortsatte hans arvinger/familie imidlertid med at udgive alle de resterende bind, ”hvad der måske er mere, end han selv ville have gjort, såfremt han havde levet” skriver Kai Friis Møller i kronikken nedenfor, ”da offentlighedens interesse var netop så minimal, som foretagendets overopsynsmand på forhånd havde ventet sig. At formå et så mageligt folkefærd som danske romanlæsere flest til at kaste sig over et værk i mange bind om et miljø, der er dem så fremmed som Faubourg St. Germain forekom ham en uløselig opgave, og ganske særlig et værk af denne højst vidtløftige art, med digressioner så lange som hele noveller, eller værre endnu, hele afhandlinger, og skrevet i et sprog så indviklet, at Søren Kierkegaard i sammenligning er den rene barnemad.”

Oversættelsesarbejdet gik for sig i årene 1932-38, hvilket man kan læse nærmere om i Kai Friis Møllers humoristiske gengivelse af sit eget arbejde som koordinator i kronikken i ”Proust i Danmark”. Han var også medoversætter af Sodoma og Gomorrha.

Med sin symbolistisk-æstetiske orientering havde Rimestad med det samme blik for de erindringsspsykologiske og følelsesgenealogiske kvaliteterne i Prousts skrivemåde. Han så På sporet som et uovertruffent prosapoetisk erindringsværk. I forhold til Rimestad var litteraturkritiker Paul V. Rubow betragteligt mere biografisk i sin læsemåde. Han læste På sporet efter den tabte tid som en tidskrønike over Prousts eget liv og den samtid, han levede i.

Frederik Schyberg spejler ikke sig selv i Prousts værk, som det er tilfældet med Rubow. Han fokuserer derimod på værkets almengyldige karakter. Først og fremmest mener Schyberg, at Prousts roman udstyrer læseren med etiske anvisninger og forskrifter til, hvordan man skal leve sit liv. Men den etik og moral, der lægges for dagen gennem romanen, bliver læseren kort sagt udstyret med en manual, ja en brugsanvisning i livets anliggender.

En hel anden opfattelse præger forfatteren Thorkild Hansens syn på Proust og hans roman. Hansen er tydeligvis optaget af forfattermyten Proust med korkværelset som symbol og moralsk forklaringsmodel. Hans litterære syn på Proust såvel som det blik han ser værket med kan betegnes som romantisk-lidenskabeligt. Hansens forhold til Proust var også noget ambivalent. Til at begynde med tolkede han sig selv ind i myten om Proust. Senere, som følge af mødet med Gides livsbekræftende værker, Jordens frugter, ikke mindst, lagde han stor afstand til Proust for til sidst at opfatte ham som en korkrums-isoleret livsfornægter.

I relation til Hansens omskiftelige holdning er der betragteligt større kontinuitet at spore i digteren Jørgen Gustava Brandts yderst æstetiske syn på Proust og På sporet. Gustava Brandt, der døde sidste år, var optaget af Proust gennem flere årtier. Han hæftede sig lige fra begyndelsen i Den geniale monotoni ved ’L´art pour l´art’-stemningen hos Proust, der frembringer tidsløse skønhedsoplevelser, og hvorledes værket konstitueres af gentagelsen og skaber en fortættet evig-og-altid-atmosfære:

”Hos Proust findes denne geniale monotoni: Tænk bl.a. paa kærlighedsforholdene. Skinsygehistorierne gaar igen, (…) Altid de samme ting, og altid nyopdager Marcel sin verden”

I det tankevækkende essay ”Mens Birgit læser Proust…” fra 1981 gør Gustava Brandt op med fordommen om, at Proust kun er for feinschmeckere og abstrakttænkende. Han mener ganske simpelt, at værket har mere at gøre med virkeligheden ”end noget, der er skrevet på f.eks. dansk.” Endelig fremhæver Gustava Brandt den dybt underkendte humoristiske side ved Proust og hans roman.

Ser vi på bidragene fra litteraten Niels Egebak og forfatteren Henrik Bjelke, er de begge betragteligt mere tekstteoretisk anlagte end såvel Hansen, Gustava Brandt og en forfatter som Jakob Paludan. Sidstnævnte opfattede Proust som et symbol på den tabte tid – den tid, hvor alt var mere ægte og virkeligt – dvs. tiden før Første Verdenskrig – hvor Proust efter sigende skulle have til hensigt at genskabe tiden, som den var.

Egebak og Bjelke ser helt anderledes på sagen. De ser erindringens fiktionskraft hos Proust som en fiktionsskabende kraft, hvor erindringen betragtes som en naturlig, men nok så vigtig del af den skabende, diktatoriske fantasi. Egebak udvider skabelsesaspektet til også at omfatte og vedrøre læsningen. Skriften hos Proust afkaster således en fortløbende erkendelse, fordi den véd mere, den er klogere end forfatteren. Tendensen til at fokusere på værket og teksten på bekostning af forfatteren var især et resultat af den fremherskende skrift-som-erkendelsesorienterede franske nykritik-bølge, der fokusere på romanen som et bevidsthedseksperiment, hvor den skabende handling forflyttes til læsningens akt. Som en klar konsekvens heraf fik Prousts ’recherche’ en helt anden erkendelsesmæssig betydning.

Henrik Bjelkes essay ”Total recall” fra 1990 hører til blandt det skarpeste, der er skrevet om Proust og hans roman på dansk. Især er det Bjelkes påpegning af Prousts opfattelse af tidsfænomenet, der er helt centralt. Han mener nemlig at Prousts skrivemåde etablerer tidsstandsninger, hvilket bevirker, at tiden står stille, når man læser Proust. Og dette ”tidsstop” ser Bjelke som selve løsningen på simultanitetsproblemet. En sådan tidsoplevelse kalder han ”akronometrisk”, hvilket vil sige, at selvom vi oplever tiden bevæge sig, befinder den sig samme sted med talrige sideordnede, mangedoblede nu´er – dvs. lag af tid – over og under sig. Og han understreger, at kun den kunst, der mangler eller lader hånt om vægtningen og placeringen i kronometrisk tid (dvs. præcis, nøjagtig, aflæst tid) har erkendelsesmæssig værdi.

I Bulletinens afsluttende bidrag udstyrer den hollandske forfatter Cees Nootebom os med nøgler ud til verden gennem en dybt indlevet redegørelse for Proustsromanens eviggyldige fortræffeligheder.

 

Neal Ashley Conrad & Helga Schmidt