Præsentation af balletfilm ved Christine Marstrand

Proustsalon i Posthus Teatret
20. januar 2013 + 18. januar 2015

Roland Petits ballet Proust ou les intermittences du Coeur

Roland Petit kreerede oprindelig balletten Proust ou les intermittences du coeur til sit eget kompagni, det nationale balletkompagni i Marseille, og den blev uropført på Operaen i Monte-Carlo i 1974. Senere er balletten blevet en integreret del af Pariseroperaens balletrepertoire, og jeg så den selv på Pariseroperaen, i Palais Garnier i 2007, samme år, hvor filmen blev optaget, og kort før Roland Petits død.

Roland Petit har ofte taget udgangspunkt i litterære værker, når han skulle skabe nye balletter, og han er den første, der har vovet at give sig i kast med Prousts roman. Det var ikke hans mening at give en koreografisk version af hele romanen På sporet af den tabte tid – det ville vist også være halsløs gerning! – men at illustrere nogle aspekter af værket. Han forestillede sig, at ”danseøjeblikke” kunne fødes, hvis man dels, lige som når man placerer en finger på en snor, kunne standse fortællingens fremadskriden, der hvor personerne befinder sig i de mest intense situationer, og dels, helt modsat, at skildre det, der forekommer allermest flygtigt i romanen, en farve, en duft i forbifarten, et indtryk af et maleris fineste nuancer. Balletten fremstår derfor bevidst fragmenteret som variationer over et tema af Proust, samlet under titlen Les intermittences du coeur, hjertets ustadighed.

Roland Petit har skabt balletten som en række impressionistiske tableauer, 13 nærmere betegnet, fordelt på to akter. Han forsøger at gengive romanens ånd og spejler svingningerne i Prousts eget liv mellem perioder af stormende lykke og dyb melankoli. Musikken spiller en meget væsentlig rolle i værket. Ved opførelsen i Palais Garnier dirigeredes Pariseroperaens orkester af Koen Kessels, og det er den version, der er gengivet på filmen, vi skal se i dag.

Roland Petit kalder ballettens første del for Nogle billeder fra det proust’ske paradis. Ouverturens musik er hentet fra Camille Saint-Saëns’ Dyrenes Karneval, og herefter fortsættes med første tableau, der har titlen ”At skabe en klan” eller billedet af det offensive snobberi ifølge Proust. Det er naturligvis Madame Verdurins lille klan, der er tale om, og værtindens forsøg på at overgå hertuginden af Guermantes, i hvis salon alle gerne vil modtages. Tableauet forsøger at skildre fru de Guermantes som idé, hvordan hun tager ud i de forskellige klanmedlemmers fantasi. Vi er i fru Verdurins salon og Reynaldo Hahns L’Heure Exquise synges af en bariton på scenen, som var han en optrædende i salonen.

Herefter kommer et musikalsk mellemspil med uddrag af Richard Wagners Symfoni i C, som leder over i andet tableau. Dette har titlen ”Vinteuils lille frase” eller kærlighedens musik. Den lille frase fra Vinteuils sonate bliver, som vi ved, kærlighedens ledemotiv i forholdet mellem Swann og Odette, deres ”kærligheds nationalmelodi”. I dette tableau anvendes naturligvis César Francks A-Dur Sonate for violin og klaver, og den ene danser personificerer violinens stemme, den anden klaverets.

Tredje tableau hedder ”Hvidtjørnene” eller eventyrordene. Der er hos Proust nogle ord, som i sig selv rummer en hel historie, således ordet aubépine, hvidtjørn. Dette tableau skildrer Gilbertes opdukken under hvidtjørnene, og musikken er Gabriel Faurés Ballade for klaver og orkester.

Næste tableau – det fjerde – har titlen ”At ordne catleyaer” eller passionens metaforer, og her er vi vidne til indledningen til Swanns passion for Odette, akkompagneret af Saint-Saëns’ Koncertstykke for harpe og orkester.

Femte tableau hedder ”De unge piger i blomst” eller fortryllende ferier. De unge piger i hvide kjoler, der fascinerede Marcel på stranden i Balbec, danser til tonerne af Claude Debussys La Mer.

Tableau nr. 6 har titlen ”Albertine og Andrée” eller fængslet og tvivlen, og her møder vi det, der vil berøve den unge elskende Marcel de sidste illusioner. Han ser Albertine og Andrée valse langsomt rundt tæt presset mod hinanden. Han tvivler dog til det sidste på sine veninders utugtighed. Dette tableau danses til Claude Debussys Syrinx for solofløjte.

Sidste tableau i ballettens første akt hedder ”At se hende sove” eller den fjendtlige virkelighed. Marcel har gjort Albertine til sin fange, han lukker hende inde for at holde hende væk fra veninderne og fortiden. Hans jalousi stiger til sådanne højder, at han kun kan elske hende, når hun sover. Vi ser elskeren og hans fange. Han udspørger og udspionerer hende helt ind i søvnen, men intet kan dæmpe hans jalousi. Den sovende Tornerose forsvinder som kviksand mellem hænderne på ham. Her anvendes musik fra Camille Saint-Saëns’ såkaldte Orgelsymfoni, Symfoni nr. 3.

Første akt handlede om ”det proust’ske paradis”, mens ballettens 2. akt har undertitlen Nogle billeder fra det proust’ske helvede. Den instrumentale introduktion er som i 1. akt taget fra Saint-Saëns’ Dyrenes Karneval.

Tableau nr. 8 hedder Monsieur de Charlus konfronteret med det ubegribelige. Den unge violinist Morel er blevet Monsieur de Charlus’ idol, og den gamle adelsmand, der så godt han kan, forsøger at skjule sine indre dæmoner, mister enhver tilbageholdenhed. Han mener i Morel at have fundet den ærkeengel, i hvis selskab han endelig kan være sig selv og udleve sine homoseksuelle tilbøjeligheder. Men Morel lever på ingen måde op til idealerne. Han er en mand af folket, som lever befriet for de tabuer, der kvæler Monsieur Charlus og hans miljø. Dette tableau symboliserer de eksalterede følelser, Monsieur de Charlus nærer for Morel. I sin drøm gør han ham berømt og feteret. Musikken er fra Beethovens 14. strygekvartet.

Niende tableau har titlen Monsieur de Charlus overvundet af det umulige, og det skildrer det øjeblik, hvor Monsieur de Charlus overrasker Morel blandt kvinderne i bordellet i Mainville. Musikken er Saint-Saëns’ Havanaise for violin og orkester.

Det næste tableau, nr. 10, hedder Monsieur de Charlus’ helvede. Fortælleren strejfer rundt i Paris’ gader under 1. Verdenskrig, mens bomberne falder over byen. Han ser nogle soldater gå ind i et lille obskurt hotel og følger efter. Her følger den berømte scene, hvor Marcel bliver vidne til det sadomasochistiske optrin, hvor skrædderen Jupien pisker Monsieur de Charlus. Dette sker til Camille Saint-Saëns’ Marche Héroïque.

Ellevte tableau hedder Tilfældigt møde i det ukendte. Visse afsnit i romanens sidste bind, Den genfundne tid, er som en ode til den urolige nat i det Paris, som krigen har indhyllet i dystert mørke. I dette tableau famler menneskene rundt i mørke og leder efter hinanden. I modsætning til hvad man skulle tro, befrier mørket dem for deres frygtsomhed og bibringer dem et ”overskud af lykke”, som Proust udtrykker det. Deres bevægelser bliver ”hemmelige ritualer i katakombernes mørke.” Musikken til dette tableau er Claude Debussys Danse for harpe og orkester.

Tableau nr. 12 har titlen Morel og Saint-Loup eller englenes kamp. Den unge Saint-Loup står som symbolet på mod og mandlig skønhed, en skikkelse, som synes sparet for homoseksualitet, sadisme, alle de laster, som Charlus og Morel står for – og dog… Tableauet skildrer Saint-Loup, den blonde ærkeengel, der bærer en dobbelt helteglorie for sine succeser hos kvinderne og for sit mod i krigen, og hans kamp mod Morel, den sorte engel, som ved hjælp af djævelske fælder får Saint-Loup trukket med ned i syndens søle. Saint-Loup bliver dræbt den følgende dag, da han vender tilbage til fronten. Dette tableau akkompagneres af Gabriel Faurés Élégie i to udgaver, for cello og klaver og for cello og orkester.

Det trettende og sidste tableau hedder ”Denne idé om døden…” eller verden forekommer fortælleren som skjult bag en ”begravelsesdør”. Krigen giver, som en blodig liturgi, signal til sammenstyrtningen af hertuginden af Guermantes’ pragtfuldt glimtende verden. I dens forsvinden ser fortælleren et forvarsel om sin egen død. Alle fester bliver for ham nu oldingeballer i sørgeflor. I dette tableau finder vi Marcel over for den kvinde, som han har beundret mest i sit liv. Han forsøger forgæves at genoplive minderne fra fortiden og ser i Hertuginden af Guermantes nu kun ”det mondænes iagttager”. Ideen om, at denne kvinde er et billede på hans egen død, sætter sig fast i hans sind. Musikken er fra Wagners opera Rienzi.