Selskabets historie

Det danske Proust-selskabs tilblivelse.

Tale af Leif Hasle holdt ved selskabet 10 års jubilæum i Vartov 25.august 2012.

Det hele begyndte egentligt i Frederiksværk. Jes Petersen, den nu desværre afdøde, tidligere chef for Statens Bibliotekstilsyn og jeg ville nostalgisk gense de steder, hvor vi som værnepligtige i Flåden var blevet uddannet, nærmere betegnet i Arresødallejren ved Frederiksværk.

Under vores hyggelige frokost på Frederiksværk Hotel fortalte Jes, at han havde hørt om en ny oversættelse af Marcel Prousts ” På Sporet af den tabte tid ”. Navnet Else Henneberg Pedersen tonede frem, og med ærefrygt hørte jeg om dette menneske, der også havde oversat Montaigne, Henri Bergson, Colette, Malraux, prins Henrik, nu vores høje protektor, og mange andre. Jeg så for mig en høj kvinde, klædt i højhalset, sort kjole og med knude i nakken; denne kvinde ville mønstre én gennem sine uindfattede intelligensbriller og straks indlede en konversation på fransk for at danne sig et billede af ens kulturelle stade. Heldigvis skulle det vise sig, at mine forestillinger om Else absolut ikke svarede til den elskelige virkelighed.

Men tilbage til hin frokost og det, som Jes kunne fortælle. Det viste sig, at Forlaget Gyldendal havde opgivet at videreføre Else Hennebergs nye oversættelse af ” På sporet ”, havde tilbagebetalt fonde deres bevilligede penge og overladt Else Henneberg det foreløbige resultatet af hendes anstrengelser, det vil sige de to første bind. Jes og jeg blev straks enige om, at de skulle udgives, om det så bare kunne blive disse to bind alene. Vi drøftede, om vi selv kunne optræde som forlæggere, men var klare over vores uformuenhed i denne henseende og skiltes uden at have nået nogen afgørelse, men enige om, at noget måtte gøres.

   Uden tvivl på foranledning af et velvilligt forsyn mødte Jes Petersen på gaden nogen tid senere en bekendt, nemlig forlægger Henrik Borberg. Her havde han mødt Danmarks uden tvivl mest uforfærdede forlægger, og denne erklærede sig da også straks rede til at påbegynde en udgivelse af det store værk, og et møde blev aftalt. Her kom der skred i forberedelserne, og at lære fænomenet Henrik Borberg at kende viste sig at være en berigende og livsbekræftende oplevelse. Henrik Borberg var med sin indsigt i bogverdenen klar over, at det ville være en stor fordel, hvis udgivelsen blev støttet af en kreds af interesserede, og forskellige følere havde antydet, at en sådan kreds fandtes. Der blev derfor indkaldt til stiftende generalforsamling i Det danske Proust-selskab, der fandt sted den 20.august 2002 i Landemærket 55, et lille fredet ildebrandshus opført i 1732. Jeg nævner lige i forbifarten, at jeg købte huset for snart halvtreds år siden, hvorved planerne om nedrivning af hele den historiske karré fra Reformert Kirke ned ad Åbenrå/ Landemærket/ Gothergade tilbage op til Reformert Kirke blev forpurret. Denne kamp for bevaring af karreen, der stod på i nogle måneder, blev ivrigt støttet af dagbladet Politiken og andre medier.

   Tilbage til 2002: det lille ildebrandshushus viste igen sin nytte ved at lægge stuer til vores selskabs stiftelse. Bjørn Bredal indvilligede i at blive selskabets første formand, således at det fra begyndelsen fik luft under vingerne. Ideen om, at hele den ny oversættelse efterhånden skulle læses op ved månedlige saloner kom fra Neal Ashley Conrad. Jeg indrømmer, at jeg var skeptisk, fordi jeg tænkte, at kun få ville ofre en søndag eftermiddag i familiens skød på en oplæsning. Heldigvis tog jeg aldeles fejl, fremmødet ved vores saloner har altid været meget fint, og det er i høj grad disse oplæsninger som holder selskabet sammen. Mange skuespillere, meget kendte, kendte og mindre kendte har gennem årene vist, hvor meget oplæsning kan udvide og levendegøre det skrevne, og jeg har hørt sige, at man først helt er optaget i skuespillernes kreds, når man har bestået den meget vanskelige prøve: en oplæsning af Proust i det danske Proust-selskab.

Hertil kom, at Nils Soelberg allerede i 2003 med Bulletin nr. 1 lagde en meget høj standard for selskabets udgivelser, som senere er blevet fulgt op af mange gode kræfter. Vil man have hele historien om selskabets tilblivelse, henviser jeg til Jes Petersens redegørelse i Proust Bulletin no. 2.

   Vi, medlemmerne og de skiftende bestyrelser kan være stolte over disse selskabets første 10 år. Og på grund af medlemmernes aldrig svigtende opbakning og mange menneskers energiske arbejdsindsats tegner selskabets fremtid sig lys og lovende.