Ind i Prousts Værk – Forord

Ind i Prousts Værk – Forord

Kære læser! Hvad enten du har læst På sporet af den tabte tid eller blot har hørt om værket, håber vi, at denne bog må inspirere dig til fordybelse i en af vor tids største klassikere. Vi har bedt en række fremtrædende Proust-læsere om at vælge en yndlingspassage fra værket og kommentere denne. Gennem 19 par øjne præsenteres en perlerække af underfundige, eftertænksomme, indsigtsfulde og livskloge læsninger af værket. Indledningsvis bringer vi et udførligt resumé af På sporet af den tabte tid elegant forfattet af Nils Soelberg. Her kan læseren nemt orientere sig om, hvor i værket de enkelte citater er hentet fra, samt danne sig et overblik over hele værket.

På sporet af den tabte tid funkler som det kunstværk, man frydes over, første gang man ser det på et museum, og som vækker stor glæde ved gensyn. Med kunsten og musikken som ledetråde har Proust skabt et litterært Gesamtkunstwerk, en slags totalkunstværk, der forener kunst med litteratur, blander selvbiografisk materiale med fiktion, og hvori menneskets sindrige psykologiske veje og vildveje lægges til skue. Det 20. århundredes historiske milepæle flettes sammen med fiktion og selvbiografisk materiale i et gigantisk kalejdoskop, som læserne kan kigge ind i og opdage at: ”de ville ikke være mine læsere, men deres egne læsere, da min bog kun ville være et af de forstørrende glas, brillemageren i Combray rakte til en køber, en bog, ved hvis hjælp jeg ville skaffe dem midlet til at læse i sig selv”. (Den genfundne tid, (Martins Forlag) Gyldendal/Rosinante, 1963, s. 333). Proust øser generøst ud af sin fintfølende psykologiske sans, sit kunstneriske vid og sin historiske samtid i en roman, der hverken er en selvbiografi eller ren fiktion, men snarere en historie, der er i sin vorden, og som på en måde også bliver læserens egen historie. På forunderlig vis sidder man tilbage med følelsen af at være blevet klogere på sig selv og de rene værdier i livet. Erindringen spiller i den forbindelse en afgørende rolle. Proust skelner mellem den vilkårlige og den uvilkårlige erindring. Med den vilkårlige erindring genkalder man sig livets højdepunkter ud fra mærkedage og årstal. Den uvilkårlige erindring kan man ikke fremtvinge, men være heldig at genopleve via sanserne.

Det er naturligvis den uvilkårlige erindring, der er den mest fascinerende. Via den uvilkårlige erindring oplever man et kort øjebliks lykkerus, svævende i en tidløshed, der hverken er før eller nu, inden intellektet tager over og finder frem til fællesnævneren mellem nuet og fortiden. Proust kaldte selv sit værk for en ufuldendt katedral. En katedral, som læseren kan gå ind i og blive en del af.

God læselyst!

Med udgivelsen af Swanns verden i 2002 indledtes nyoversættelsen af På sporet af den tabte tid, og til dato er der udkommet 5 af de i alt 13 bind, nyoversættelsen kommer til at udgøre. I kølvandet herpå stiftedes i sensommeren 2002 Det danske Proust-selskab med det formål at udbrede kendskabet til Marcel Proust i Danmark. Selskabet afholder litterære saloner med oplæsning fra nyoversættelsen af skuespillere og foredrag med relation til Proust. Selskabet har endvidere udgivet syv bulletiner med artikler omhandlende forskellige temaer fra værket. At ’Proust lever’ i 2012 kan man ikke være i tvivl om, når danske forfattere refererer til Marcel Proust som inspirationskilde, når kendte personer på spørgsmålet ’hvilken bog har betydet mest for dig? ofte nævner På sporet af den tabte tid. Og så er der madeleinekagen, vel nok den berømteste kage i verden og for mange læsere indgangen til værket.

Connie Selmann

Formand for Det Danske Proust-selskab