Et indtryk fra Det danske Proust-selskabs rejse 9.- 15. juni. 2008

Et indtryk fra Det danske Proust-selskabs rejse 9.- 15. juni. 2008

ved forfatter Leif Hasle

Blandt flere af rejsens højdepunkter vælger jeg at hæfte mig ved vores besøg i Bibliothèque Nationales gamle bygning i 58 rue de Richelieu, denne myretue af utrættelig aktivitet, denne bikube for indsamling af lærdom og bearbejdelse deraf. Ikke uden ærefrygt betræder man dette sted, men forbavses over, hvor ubesværet vi får adgang til de indre sale uden at skulle deponere overtøj og tasker. Jeg havde ventet, at vi ville blive stillet foran en glaskiste med Prousts manuskripter, sådan som det er tilfældet med codex vaticanus i Vatikanet, hvor man kan være så heldig at opleve en livréklædt person låse op og se hans behandskede hånd med største forsigtighed vende et blad inde i glaskisten, hvorefter denne atter aflåses, så manuskriptet uforstyrret kan fortsætte sin tornerosesøvn.

Helt anderledes her; vi nåede frem til et lokale, der uden tvivl tjente som arbejdsrum for bibliotekarer med moderne pc’er, men domineret af et stort bord, vel en halvandet hundrede år gammelt, som vi samledes omkring, mens en elskværdig yngre mand nærmede sig med et rullebord hvorpå en kasse fyldt med protokollignende bind, der blev lagt frem på det store bord og åbnet, så Prousts manuskripter indsat i bindene kom til syne: Prousts håndskrift i strømme over siderne, med rettelser, udstregninger, nogle gange af hele passager, tilføjelser i margin eller indklæbede tilføjelser, som franskmændene kalder papillons , sommerfugle, der havde fundet plads overalt i manuskriptet, den længste med et vingefang på omkring en meter, således som Céleste Albaret fortæller om det i ” Monsieur Proust ”, ( der foreligger på dansk til efteråret i Helga Schmidts oversættelse ) alt sammen udbredt på bordet for vores øjne og hænder. Vi fik også de små notesbøger at se, som madame Strauss forærede til Proust for hundrede år siden, og som han takkede for i et brev, samtidigt med at han røbede sin plan om at påbegynde et ” ret langt værk ”.

Rundt om i lokalet stod stole, nogle helt moderne på hjul, betrækket allerede slidt eller hullet, mest bemærkelsesværdigt nogle gamle med rørflettet sæde, som vi danske jo netop kalder fransk rørfletning, den ældste Louis Quinze, et fint stykke kunsthåndværk, der havde overlevet de mange år som brugsgenstand, og som jeg satte mig på i bevidstheden om at indgå i den uendeligt lange række af brugere, samtidigt med at jeg tænkte på den rigdom, som kendetegner fransk kultur, stolen blot et lille forgængeligt eksempel og manuskriptet på bordet ikke blot ” et ret langt værk ”, men et udødeligt. Tak til Bibliothèque Nationale for den generøse forevisning, tak til rejsens arrangører Helga Schmidt og Sussanne Blegaa, der muliggjorde denne store oplevelse.