Forord Bulletin # 2

“Hun genvandt talens brug, hun sagde: ‘Min egen’ eller ‘Kæreste’, begge efterfulgt af mit døbenavn, hvilket, hvis man havde givet fortælleren samme fornavn som denne bogs forfatter, ville have lydt: ‘Min egen Marcel’, ‘Min kæreste Marcel’.” (La Prisonnière, Pléiade III, p. 663)

Det er først i La Prisonnière, den femte bog af På sporet, at værkets jeg-person hypotetisk tildeles samme navn som forfatteren: Marcel. Værket driller således sin læser og udkaster spørgsmålet om graden af identitet mellem forfatterens og værkets »jeg«.

Men spaltningen i flere »jeg’er« stopper ikke her. Ikke alene kan man diskutere forholdet mellem biografiens »jeg« og værkets »jeg«, også inden for værket er der flere forskellige »jeg’er« at holde styr på. Overordnet er der det fortalte jeg, der gennem værket udvikler sig fra barn til voksen, og det fortællende jeg, der med tilbageblikkets overblik strukturerer hele værket. Men mellem disse kiler sig andre jeg-positioner. I »Combray« møder vi det søvnløse jeg, som en fortællerposition, værket gang på gang vender tilbage til, og det madeleinekagespisende jeg, som jo også må siges at være en afgørende erindrende position i værket. Vi har altså et forfatter-jeg, der iscenesætter et fortæller-jeg, som fortæller om sit tidligere (til dels søvnløse, til dels kagespisende) jeg, der igen erindrer sit endnu tidligere barne-jeg.

Er De forvirret? Det vil vi søge at råde bod på med dette tema-nummer om Prousts mange jeg’er. Forholdet mellem biografi og værk og mellem fortalt og fortællende jeg er jævnligt dukket op under Proust-selskabets saloner og vi har forsøgt at lade det være den røde tråd i denne bulletin, dels ved at bringe artikler om de to store Proust-biografier, Jean-Yves Tadiés og George Painters, dels ved at bringe et par litteraturvidenskabelige bidrag om værkets fortællestruktur.

Vi indleder med fortællestrukturen, som Nils Soelberg og Lilian Munk Rösing angriber fra hver sin vinkel. Soelberg interesserer sig for forholdet mellem den narrativt strukturerende jeg-fortæller og den søvnløse, associerende jeg-person.

Soelberg stiller spørgsmålet om, hvad vi overhovedet skal med den søvnløse. Svaret bliver det, at selve værkets budskab i høj grad hviler på, at det ordnende fortælleprincip konfronteres med det associative princip, som den søvnløse repræsenterer. Ifølge Soelberg aftegner konfrontationen mellem løs association og fortællende orden den zone, hvor tingene endnu ikke har taget form. Og det er netop opholdet i denne zone (dér hvor bevidstheden stadig venter på sit objekt, dér hvor kagespiseren stadig venter på sin erindring), Soelberg ser som værkets projekt.

Rösing skærer kagen anderledes ved at interessere sig for forholdet mellem det søvnløse og det kagespisende jeg. Rösing ser disse som to forskellige fortællerpositioner, der indebærer to forskellige begreber om erindring: på den ene side den fundamentalt bevidsthedsskabende erindring, på den anden side den æstetisk smagende. Disse to erindringspositioner fører til to forskellige barndomshistorier: på den ene side den monotone og traumatiske historie om det udeblevne godnatkys, på den anden side de charmerende ekskursioner i Combray og omegn.

Biografitemaet indledes med to anmeldelser af noget forskellig aktualitet – i hvert fald kronologisk set. Signe Lindskov Hansen anmelder den seneste, autoritative Proustbiografi af Jean-Yves Tadié, der udkom på fransk i 1996 og på engelsk i 2000. Lindskov hylder Tadié for at tage udgangspunkt i værkets tematikker og bevare bevidstheden om Prousts kunstneriske transformation af det biografiske stof. Tadiés bog er udformet som et opgør med den hidtidige altdominerende biografi af George D. Painter, fra 1959, der i årtier har stået som den biografiske sandhed om Prousts liv. Louise Svanholm har læst Painters store værk og må, dens alder til trods, og med en række helt aktuelle diskussioner om biografiens status in mente, anerkende Painters værdi som fortællende kilde til Prousts liv, på trods af Tadiés kritiske indstilling.

Peer Hultbergs tekst »Cire Perdue« er en stilistisk tour de force gennem velkendte steder i Prousts værk, som vi er glade for at have fået lov til at trykke netop i denne bulletin. Novellen eller essayet eller hvad vi nu skal kalde den ekvilibristiske tekst, udgør en stærkt sammentrængt litterær psykoanalyse af På sporet. Men Neal Ashley Conrad (hvis fortsættelse af Proust receptionen i Danmark først trykkes i næste Bulletin) og Mai Misfeldt viser i deres artikel om »Cire Perdue« overbevisende, at Hultbergs kilde til sin fabelagtige »tekst« formentlig ikke så meget er På sporet selv som George Painters psykobiografiske læsning. Læseren kan selv tage stilling.

Forfatteren Leif Hasle bidrager til biografi- og fortællertemaet ved, med udgangspunkt i en Proust-salon i 2004, at reflektere over forholdet mellem sit eget biografisk betonede projekt og Prousts. Af og til der kortere mellem Århus og Paris, end man tror, og også Hasle bevæger sig, som Proust, mellem erindring og fiktion i sit bidrag.

Endelig er det os en fornøjelse at kunne bringe et bidrag af den danske Proust-læsnings grand old lady, Anne Chaplin Hansen, der også har krydset grænsen mellem værk og biografi, ved ikke alene formentlig at være en af de første danskere, der læste og studerede Prousts værk, men også at have været til frokost hos Prousts niece i Paris. Om denne frokost beretter hun i en stil, der synes inspireret af mesteren – og så kan vi jo igen spørge os, om vi befinder os i livet eller værket.

Uden for tema er der blevet plads til Jes Petersens beretning om den næsten dramatiske historie bag den nye danske oversættelse og Sofie Kluges anmeldelse af Henning Goldbæks ikke spritnye men stadig relevante bog om Proust og barokkens genkomst: en vanskelig men inspirerende bog, som Kluge i sin anmeldelse giver en kortfattet men meget nyttig indføring til og vurdering af.

Sidst men ikke mindst ønsker redaktørerne at takke Nils Soelberg for hans store indsats med hensyn til korrekturlæsning og frem for alt opsætning af dette nummer – uden ham var Proust Bulletin 2 blevet endnu mere forsinket, hvis den i det hele taget var blevet en realitet!

God læselyst!

Jørgen Bruhn og Lilian Munk Rösing