Salon

Proust-salon søndag d. 29. november kl. 15.00-17.00.

Salonen er sæsonens sidste, og på grund af forsamlingsbegrænsninger er vi som sidst nødt til at anmode jer om tilmelding til salonen på forhånd, hvor først-til-mølle-princippet gøres gældende. Se nærmere nedenfor.

Oplæsning ved skuespiller Michael Moritzen af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 333-351.

Herefter oplæg ved Dr.Phil. Judy Gammelgaard, der har særlig indsigt i samspillet mellem litteratur og psykoanalyse og som præsenterer sit foredrag på følgende måde:

Marcel Proust er berømmet for sit smukke billedsprog. Metaforer og andre retoriske troper florerer i stort tal i romanværket På sporet af den tabte tid. I mit foredrag vil jeg med reference til især Gérard Genette fremhæve metonymiens plads ved siden af de navnkundige metaforer. Men først vil jeg give en kort introduktion til den klassiske retorik og specielt til definitionen af metonymien. Herefter vil jeg henvise til det psykoanalytiske begreb om forskydning som sprogteoretikere har sammenlignet med metonymien. Endelig vil jeg anvise den plads, metonymien har i Prousts værk og især knytte nogle kommentarer til forholdet mellem metonymi og metafor.

For at deltage i salonen er det nødvendigt at melde sig til på kasserer@proust.dk

Der reserveres plads til de første 50 tilmeldinger, og hvis du er en af de heldige, modtager du direkte besked.

Salonen finder sted:

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

OBS: Næste salon er forårets første. Den afholdes i Posthus Teatret d. 17. januar 2021.

Proust-salon søndag d. 1. november kl. 15.00-17.00.

Salonen afholdes sammen med Det Danske Joyce-selskab, og er på forhånd udsolgt til de to selskabers medlemmer i begrænset antal.

Oplæsning ved skuespiller Lane Lind af På sporet af den tabte tid, Bind 4, “I skyggen af unge piger i blomst”, side 205-208, 212-15 og af Ulysses, side 378-84.

Herefter oplæg ved Steen Klitgård Povlsen, der som medlem af begge selskaber besidder særlige forudsætninger for at udlægge dagens tekster:

Unge piger på stranden, det er sommer. Den ene gruppe kommer slentrende på diget ud mod havet, de er på vej tilbage fra sport: golf, tennis. Den anden gruppe passer nogle yngre søskende, mens solen er ved at gå ned. Et par tvillinger spiller fodbold, en baby klukler. Alt ånder fred og idyl.

Men farerne lurer. Med udgangspunkt i de to episoder hos Proust og Joyce, der begge blev skrevet under 1. verdenskrig, vil foredraget indkredse forholdet mellem idyl og krig i de to modernistiske hovedværker.

Proust-salon søndag d. 27. september kl. 15.00-17.00.

Oplæsning ved skuespiller Josephine Nørring af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes’ verden II”side 314-333.

Contact Form Powered By : XYZScripts.com