Forårets saloner 2022

Proust-salon søndag d. 22. maj kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Henrik Jandorf vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 7, “Sodoma og Gomorra I”side 57-75.

Herefter vil Cand.psych. og billedkunstner MFA Martha Kramær holde oplæg over et tema, der også har været vist på forskellige udstillinger med større værkserier på papir, fotografiske arbejder, video, artisttalks og maleri: ”Vandtemaet hos Proust”

Proust retter blikket mod drømmenes og erindringernes fragmenterede billeder, der gennem hele værket opstår som en slags mønstre – nærmest ud fra princippet ”same same but different”. Vandtemaet i værket er gennemgående, og det giver forfatteren mulighed for at skabe utallige forvandlingsbilleder. Over vandet og under vandet opstår andre verdner, lyde og glimt af andre tider.

Proust er for Martha en desorienteringens mester – og kroppens erindring placeres i mange rum på én og samme tid. Vandet findes i alle dets former. Duggen, regnen, havet, forskelligartede spejlinger, vandmotiver i malerier, lyset, tågen, søvnen – og alle disse elementer blandes oftest sammen. Og igen, ud fra alle disse blandinger opstår der nye billeder. Dråber på blomster, Albertines våde regnfrakke, der får hende til at ligne en skulptur – springvand, hvirvlende vandsøjler og hele atmosfæren omkring selskabslivet i Paris sammenlignes med en sejlads gennem Venedigs vandgader. På mange måder er man på gyngende grund, også med sproget – og hvor der er vand, er der altid noget på færde. En understrøm man mærker igennem hele romanen.

Vel mødt til forårets sidste salon.

Der er gratis adgang, hvis du er medlem.

————————- 

Salonen finder sted:

Søndag d. 22. maj 2022 kl. 15.00-17.00 

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

Proust-salon søndag d. 24. april kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Michael Moritzen vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 7, “Sodoma og Gomorra I”side 39-57.

image.png

(foto: Camilla Winther)

I På sporet af den tabte tid er fortælleren stærkt optaget af at avancere fra sin baggrund i det parisiske højborgerskab til en position i Frankrigs allerøverste cirkler – ”Le Faubourg” – repræsenteret ved kredsen omkring den ur-adelige franske Guermantes-familie. Med sin beskrivelse foretager Proust en analyse af adelens socioøkonomiske betydning i Frankrig i Belle Époque, herunder dens betydning som ”katalysator” for kulturlivet.

Torsten Moe, der er selskabets kasserer, sammenholder i dagens indlæg Prousts analyse med nogle udvalgte træk af såvel adelens reelle sociokulturelle position i Belle Époque som Prousts eget forhold til ”Le Faubourg”. Som i andre indlæg fra kassereren indeholder dagens oplæg tal! 

Der er gratis adgang, hvis du er medlem.

Salonen finder sted:

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

OBS: Den efterfølgende salon ligger søndag d. 22. maj 2022.

Bemærk også, at der er sendt invitation ud til selskabets jubilæumsmiddag d. 31. maj.

———————————————————————————————–

Proust-salon søndag d. 27. marts kl. 15.00-17.00.

 Skuespiller Ellen Hillingsø vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 7, “Sodoma og Gomorra I”, side 21-40.

Herefter vil Jørn Boisen, der er medlem af bestyrelsen og til daglig institutleder på Universitetet i Sørøst-Norge, holde et indlæg. Jørns akademiske karriere er en livslang pardans med fransk kultur og i særdeleshed litteratur, hvor han bl.a. i regi af Det danske Proustselskab, både på skrift og i tale, har beskæftiget sig med Prousts forfatterskab. 

Der er gratis adgang, hvis du er medlem.

Salonen finder sted:

Søndag d. 27. marts 2022 kl. 15.00-17.00

Bethesda

Rømersgade 17

1362 København K

OBS: Den efterfølgende salon ligger søndag d. 24. april 2022.

Salon og generalforsamling 27. februar

Proust-salon søndag d. 27. februar kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Josephine Nørring vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 7, “Sodoma og Gomorra I”side 5 og frem. Således står vi ved en milepæl, idet vi nu træder ind i værkets midterste og meget intense bind 7. Så kom og vær med og lyt til en af de mest bemærkelsesværdige dele af hele romanværket. Og er det længe siden, du har beskæftiget dig med Proust, så kom alligevel, og benyt dig af, at vi tager hul på et helt nyt bind.

Herefter overgår vi til selskabets årlige generalforsamling,.

Dagsorden for generalforsamlingen

1.     Velkomst

2.     Valg af dirigent og referent

3.     Formandens årsberetning

4.     Fremlæggelse af årsregnskab

5.     Behandling af indkomne forslag 

6.     Valg til bestyrelsen

7.     Valg af revisor

8.     Eventuelt 

OBS: Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være bestyrelsen i hænde senest d. 23. februar. Sendes til formand@proust.dk.

Kære medlemmer og venner af Det danske Proustselskab.

I indbydes hermed til Proust-salon søndag d. 23. januar kl. 14.00

Vi har lejet Gentofte Kino til en privat forevisning af den tyske instruktør Percy Adlons første spillefilm ”Céleste” fra 1980, der fik stor international opmærksomhed ved filmfestivalen i Cannes. Nogle vil kende Percy Adlon fra andre af hans film, ikke mindst den stærkt prisvindende ”Bagdad Cafe” (1987) – som også blev til en amerikansk TV-serie.

Filmen ”Céleste” er baseret på de erindringer, som Céleste Albaret udgav i 1973 om sit meget tætte liv med ”Monsieur Proust” som hans husholderske i årene 1913-22. I den periode var skabelsen af romanværket ”På sporet af den tabte tid” det altoverskyggende i Prousts liv. Arbejdet med værket vendte op og ned på nat og dag i Prousts og dermed også i Céleste Albarets liv. Hendes indsats i lejligheden i Boulevard Haussmann og senere Rue Hamelin muliggjorde, at Proust kunne opholde sig næsten uafbrudt i sengen i sit arbejdsværelse, koncentreret om at skrive sin roman. Filmen – der smukt skildrer denne symbiose omkring skabelsen af et litterært storværk – er blevet kaldt ”en af de største hyldester som én kunstart har givet til en anden”.

Kom og oplev filmen i Gentofte Kino! Bemærk, at arrangementet allerede starter kl. 14.00. Der er gratis adgang, hvis du er medlem, og det koster kun 50 kr., hvis du ikke er. Husk gyldigt coronapas.

Salonen finder sted:

Søndag d. 23. januar 2022 kl. 14.00

Gentofte Kino

Gentoftegade 39

2820 Gentofte

Efterårets saloner 2021

Proust-salon søndag d. 21. november kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 396-414 og således afslutte oplæsningen af bind 6.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Unknown-1.png

Herefter oplæg ved Dr.Phil. Judy Gammelgaard, der har særlig indsigt i samspillet mellem litteratur og psykoanalyse og som præsenterer sit foredrag på følgende måde:

Marcel Proust er berømmet for sit smukke billedsprog. Metaforer og andre retoriske troper florerer i stort tal i romanværket På sporet af den tabte tid. I mit foredrag vil jeg med reference til især Gérard Genette fremhæve metonymiens plads ved siden af de navnkundige metaforer. Men først vil jeg give en kort introduktion til den klassiske retorik og specielt til definitionen af metonymien. Herefter vil jeg henvise til det psykoanalytiske begreb om forskydning som sprogteoretikere har sammenlignet med metonymien. Endelig vil jeg anvise den plads, metonymien har i Prousts værk og især knytte nogle kommentarer til forholdet mellem metonymi og metafor.

Der er gratis adgang, hvis du er medlem, og det koster kun 50 kr., hvis du ikke er.

————————- 

Salonen finder sted:

Søndag d. 21. november 2021 kl. 15.00-17.00 

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

OBS: Den efterfølgende salon ligger søndag d. 23. januar 2022, hvor vi planlægger at se film på Posthus Teatret.

 Proust-salon søndag d. 31. oktober kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 396-414 og således afslutte oplæsningen af bind 6.

Herefter vil Aase Malver, der har fransk som hovedfag og retorik som sidefag, sammen med formand, Jesper Brohus, kaste et blik på to forhold i På Sporet af den tabte tid: rækkefølgen af begivenhederne i romanen samt en typisk sætningskonstruktion heri. Begge dele har gennem tiderne forvirret mange Proustlæsere, der ofte har spurgt sig selv: hvor befinder jeg mig lige nu i romanen? Og hvordan er vi havnet her i denne sætning, der synes at sno sig langsomt væk fra det, der var dens udgangspunkt? 

Gå ikke glip af denne salon, hvor bind 6 afsluttes, og hvor vi dykker ned i de mere forklarende aspekter i forhold til Prousts roman.

Der er gratis adgang, hvis du er medlem, og det koster kun 50 kr., hvis du ikke er.

————————- 

Salonen finder sted:

Søndag d. 31. oktober 2021 kl. 15.00-17.00 

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

Proustsalon søndag d. 26. september kl. 15.00-17.00.

Skuespiller Joen Bille vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 379-397.

Herefter vil Proustselskabets kasserer, Torsten Moe, se nærmere på Prousts økonomiske forhold i et oplæg med titlen ”Proust og pengene”! I indlægget vil Torsten give en karakteristik af, hvordan Proust forvaltede den ganske anseelige arv efter forældrene, der døde relativt tidligt (Adrien 69 år gammel i 1903; Jeanne 56 år gammel i 1905). Desuden vil Torsten beskrive, hvordan træk af Prousts personlighed kommer til udtryk i forholdet til penge – og hvordan både Prousts tankegang som investor/spekulant og økonomiske hændelser i hans liv sætter sig spor i værket ”På sporet af den tabte tid”.

Salonen finder sted:

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

OBS: Den efterfølgende salon ligger søndag d. 31. oktober 2021.

Proust-salon søndag d. 5. september kl. 15.00-17.00.

 Vi har tidligere nævnt en salondato i august, men har udskudt vores opstartsdato til d. 5. september. Og det er der en god grund til, og den og en anden spændende begivenhed følger der mere om nedenfor. Så sørg for at læse mailen helt til ende.

Skuespiller Peter Oliver Hansen vil læse op af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 361-379. 

Herefter oplæg ved dr.phil. og psykoanalytiker Judy Gammelgaard, der præsenterer sin netop udkomne bog, der har titlen I skyggen af hvidtjørnen. Samtaler med Proust.

Fra beskrivelsen af bogen: Enhver læser af Marcel Prousts omfattende romanværk På sporet af den tabte tid bliver grebet af de små æstetiske lykkechok, helten oplever, når to sansede indtryk falder sammen på tværs af tid. Mens de ufrivillige erindringer fremkalder en særlig lykkefølelse, som er det eneste sted, helten kan fordybe sig i tingenes essens, er det i det levede liv, han gør sig sine erfaringer. De eksistentielle tematikker, som åbner sig for læseren bag den poetiske leg med metaforer, handler om tab af kærlighedsobjekter og om seksualiteten, som træder ind i vores liv som traumer, der først forstås, længe efter de har indfundet sig. Heltens møder med kunsten og dens udøvere fremmaner dertil et særligt syn på det at skabe.

Ved salonen kan bogen købes for 200 kr.