Før salonen d. 22. april indbyder vi til et fornemt særarrangement i Kunstforeningen Gl. Strand kl. 13.00.
Rundvisning på udstillingen Forbillede ved Jesper Christiansen
Vi har fået tilbud om en personlig rundvisning ved maleren Jesper Christiansen på hans udstilling Forbillede i Kunstforeningen Gl. Strand den 22. april kl. 13 som optakt til salonen i Bethesda kl. 15.
Der skulle således være god tid til at bevæge sig den korte vej fra Gl. Strand til Israels Plads.
For dårligt gående er det muligt at tage busser (2A, 9A) til Hovedbanen og der skifte til 5A, som kører til Israels Plads.
Jesper, som også er medlem af Proust-selskabet, skriver således om sin omvisning på udstillingen:
Udstillingen spænder over de sidste 6-7 års produktion af værker som alle tager udgangspunkt i skønlitterære værker af Virginia Woolf, T.S. Eliot, Marcel Proust, Ezra Pound og Dante m.fl. Omvisningen fortæller om, hvordan jeg forsøger at blande rollen som læser og rollen som beskuer til et maleri sammen til en mere kompleks oplevelse af en kunstudstilling. Udstillingen er en tæt iscenesættelse med malerier, bøger, møbler m.m. som udnytter Gl. Strands lokaler til det de oprindeligt var tiltænkt til; et privat hjem.
Vi får grupperabat på entréen i dagens anledning.
Kunstforeningen Gl. Strand har to indgange: Gl. Strand 48 og Læderstræde 15 gennem gårdhaven.
Vel mødt.