Salon

Proust-salon søndag d. 29. november kl. 15.00-17.00.

Salonen er sæsonens sidste, og på grund af forsamlingsbegrænsninger er vi som sidst nødt til at anmode jer om tilmelding til salonen på forhånd, hvor først-til-mølle-princippet gøres gældende. Se nærmere nedenfor.

Oplæsning ved skuespiller Michael Moritzen af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes verden II”side 333-351.

Herefter oplæg ved Dr.Phil. Judy Gammelgaard, der har særlig indsigt i samspillet mellem litteratur og psykoanalyse og som præsenterer sit foredrag på følgende måde:

Marcel Proust er berømmet for sit smukke billedsprog. Metaforer og andre retoriske troper florerer i stort tal i romanværket På sporet af den tabte tid. I mit foredrag vil jeg med reference til især Gérard Genette fremhæve metonymiens plads ved siden af de navnkundige metaforer. Men først vil jeg give en kort introduktion til den klassiske retorik og specielt til definitionen af metonymien. Herefter vil jeg henvise til det psykoanalytiske begreb om forskydning som sprogteoretikere har sammenlignet med metonymien. Endelig vil jeg anvise den plads, metonymien har i Prousts værk og især knytte nogle kommentarer til forholdet mellem metonymi og metafor.

For at deltage i salonen er det nødvendigt at melde sig til på kasserer@proust.dk

Der reserveres plads til de første 50 tilmeldinger, og hvis du er en af de heldige, modtager du direkte besked.

Salonen finder sted:

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

OBS: Næste salon er forårets første. Den afholdes i Posthus Teatret d. 17. januar 2021.

Proust-salon søndag d. 1. november kl. 15.00-17.00.

Salonen afholdes sammen med Det Danske Joyce-selskab, og er på forhånd udsolgt til de to selskabers medlemmer i begrænset antal.

Oplæsning ved skuespiller Lane Lind af På sporet af den tabte tid, Bind 4, “I skyggen af unge piger i blomst”, side 205-208, 212-15 og af Ulysses, side 378-84.

Herefter oplæg ved Steen Klitgård Povlsen, der som medlem af begge selskaber besidder særlige forudsætninger for at udlægge dagens tekster:

Unge piger på stranden, det er sommer. Den ene gruppe kommer slentrende på diget ud mod havet, de er på vej tilbage fra sport: golf, tennis. Den anden gruppe passer nogle yngre søskende, mens solen er ved at gå ned. Et par tvillinger spiller fodbold, en baby klukler. Alt ånder fred og idyl.

Men farerne lurer. Med udgangspunkt i de to episoder hos Proust og Joyce, der begge blev skrevet under 1. verdenskrig, vil foredraget indkredse forholdet mellem idyl og krig i de to modernistiske hovedværker.

Proust-salon søndag d. 27. september kl. 15.00-17.00.

Oplæsning ved skuespiller Josephine Nørring af På sporet af den tabte tid, Bind 6, “Guermantes’ verden II”side 314-333.

Saloner

Herefter oplæg af Neal Ashley Conrad Thing, forfatter, ph.d., der under overskriften Sandhed og intet andet end sandhed præsenterer Ingeborg Bachmans læsning af Prousts roman.

Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann slår i et radioessay fra 1958 hovedet på sømmet i forhold til, hvad det handler om i På sporet af den tabte tid: Utrættelig, ustoppelig søgen efter sandhed på alle tilværelsens niveauer. Kort sagt: Sandhedstørst.

Prousts fortæller søger lykken, over flere tusind sider kæmper han for at løse lykkens gåde, hvor kommer lykken og glæden fra? og han når frem, men kun for at indse, at lykkens eneste formål er at gøre ulykken mulig, og at det til syvende og sidst er de æstetiske, åndelige og spirituelle sandheder, han skal sætte ord på, og du er forbundet med alle slags sandheder.

Som Bachmann læser Proust, befinder vi os i et pandemonium, et helvede bestående af tvangsmekanismer. Den drivende mekanisme er følgende: Så snart den enkeltes søgen eller længsel finder frem, så snart den når sit mål, begærer selvsamme person (– og adskillige andre i værket!) noget andet eller en anden, hvis ikke denne allerede er blevet undergravet af egne eller andres drifter. Som det typisk sker for romanens mange homoseksuelle. Men vilkåret gælder for alle, for vi er ikke dem, vi tror vi er, konstaterer Ingeborg Bachmann på Prousts og egne vegne.

Sandhed og intet andet end sandhed er også titlen på Neals kommende lille encyklopædi om Marcel Proust og På sporet af en tabte tid.

 ———————–

Bemærk, at vi naturligvis tager vores forholdsregler i forhold til Covid-19, men også at vi nu er begrænset af et maksimalt antal deltagere på 50. Vi håber naturligvis ikke, at vi af den grund er nødt til at afvise medlemmer i døren, men kom gerne i god tid, så vi i ro og mag kan finde en god måde at håndtere situationen på.

Salonen finder sted:

Søndag d. 27. september 2020 kl. 15.00-17.00 

Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K

Det danske Proust-selskab afholder

Efterårets saloner 2020 afholdes i Bethesda, Rømersgade 17, København K og afholdes på nedenstående datoer

27. september

1.  november

29. november

 

Vi er desværre nødt til at aflyse vores planlagte saloner marts, april og maj.

Vi håber at kunne mødes igen til september.

 

Salon og Generalforsamling søndag d. 23. februar 2020 kl. 15-17 i Bethesda, Rømersgade 17

 

Salon med oplæsning

Skuespiller Michael Moritzen vil læse op af På sporet af den tabte tid

Bind 6, “Guermantes’ verden 2”, side 295-314.

 

Efter oplæsning vil der være generalforsamling for medlemmer.

Årets første salon 2020

Årets første Proust-salon afholdes søndag d. 26. januar kl. 15.00-17.00 til anden del af vinterens Filmforevisning i Posthus Teatret.

 

Vi er nu kommet til anden og sidste del af Nina Companéez’ film À la recherche du temps perdu fra 2011 og samler op, hvor vi slap i slutningen af november.

Filmen er på fransk, og trods mange anstrengelser har det ikke været muligt at fremskaffe et eksemplar med engelske undertekster. Til gengæld står Christine Marstrand endnu en gang for at give en fyldig introduktion af filmen (der i øvrigt består af velkendte scener fra værket), så alle kan være med – hvor langt franskkundskaberne end rækker.

Salonen løber af stablen kl. 15-17 som sædvanlig. Posthusteatret åbner dog en halv time før, kl. 14.30, så man har mulighed for at købe vin, kaffe, te etc. i baren og hygge sig i de gamle stuer før filmen.

Contact Form Powered By : XYZScripts.com