FORORD
Med denne Proust bulletin # 5 vil vi gerne for alvor dykke ned i selve teksten af På sporet af den tabte tid. Det er selvfølgelig blevet gjort før, og der er blevet anvendt et utal af analysemetoder for at finde ud af, hvad denne roman dybest set handler om. En af disse er den narratologiske læsning, som den franske litteraturkritiker Genette har moderniseret med et omfattende analyseapparat. Og der er ingen tvivl om, at den narratologiske tilgang til værket vil være helt i Prousts ånd, fordi den opererer med en implicit fortæller, der er helt adskilt fra forfatteren. Altså, den virkelige forfatters fantasi, inspiration, seksuelle orientering, ja, hans bevidsthed i det hele taget er irrelevant for den narratologiske læsning, og det går fint i tråd med Prousts mening, som han formulerer det i sin kritik af Sainte-Beuves metode: ”den metode går helt fejl af alt det, vi lærer ved blot at gå lidt under overfladen hos os selv. Derved ser vi, at en bog er skabt af et jeg, der er anderledes end det jeg, vi lægger for dagen i vore vaner, i vore laster, i selskab med andre.”
Det kan lige i en parentes bemærkes, at et af bidragene omhandler vejen ”fra Contre Sainte-Beuve til På sporet.
For at alle kan være klædt på til narratologiens fascinerende univers indleder Connie Selmann med en kort introduktion om emnet: ”Hvad er narratologi,” og derefter vil 3 bidragydere inden for narratologien anvende Genettes narratologiske analyseapparat i et analytisk perspektiv. Således har vi været glade for at få tilladelse til at bringe Nils Soelbergs spændende artikel ”Sodomas Troldspejl”, om fortælleteknik og homosexualitet hos Proust. Han fokuserer på værkets midterste bind, Sodoma og Gomorrha, og udover at bringe det homoseksuelle aspekt i spil, og påvise mange interessante overskridelser af gængse fortællekonventioner, som På sporet i det hele taget excellerer i, stiller Soelberg mange relevante spørgsmål, såsom hvad er ”den tabte tid” for noget, og svarer, at det intet har med den glemte fortid at gøre, hvad vi måske troede. Den franske titel ”A la recherche du temps perdu” bliver der også spurgt til, hvad er det egentlig for en eftersøgning, der er tale om, for de velkendte ufrivillige erindringsåbenbaringer kan jo ikke gøres til genstand for nogen eftersøgning, da de indtræder når man mindst venter dem.
Morten Jensens bidrag med titlen: ”Sol over Balbec, en impressionistisk dannelsesrejse,” er en analyse af metaforens narrative betydning. Han fokuserer på anden del af I skyggen af unge piger i blomst, med undertitlen : Stednavne: Stedet der omhandler den unge Marcels første ophold i Balbec og hans møde med den impressionistiske malerkunst inkarneret af maleren Elstir. Marcel bliver fascineret af Elstirs billeder, der afspejler vores umiddelbare indtryk af verden, før intellektet bryder ind og navngiver det sete. Elstir formår således med en optisk illusion at fastholde den menneskelige virkelighed, dvs den menneskelige subjektivitet. Maleriet af havnen i Carquethuit illustrerer en direkte transponering af impressionismens maleteknik til fortælleteknik: lyset skaber en fusion mellem hav og land, hvorved konturerne opløses og det bliver herefter op til beskueren at samle elementerne til en helhed. Marcel erkender at Elstir lykkes med at fastholde det umiddelbare indtryk ved hjælp af den igangværende metaforiske proces, og at han også må benytte samme teknik til sit litterære værk. De grove overskridelser af præmisserne for en selvbiografi kan ses som udtryk for denne teknik, hvor fortælleren manipulerer med fortællemåderne på en sådan måde at det er selve transformationsprocessen af det selvbiografiske materiale til fiktion, der kommer i fokus. Læseren bliver på en vis måde medskaber af den kommende fiktion.
Den narratologiske læsning fortsætter med en beskrivelse af Marcels første oplevelse af selskabslivet. Det drejer sig om et eftermiddagsselskab hos Mme de Villeparisis, og her viser Connie Selmann, hvordan den fremadskridende handling idelig bliver saboteret af fortællerens digressioner, så læseren totalt mister tidsfornemmelsen, og Connie viser hvordan forfatteren bruger disse manipulationer med fortælletempoet på forskellig vis, til at karakterisere personerne, til at formidle Marcels subjektive oplevelse af selskabet på en sådan måde, at den også bliver læserens.
For at sætte narratologien op imod den fiktionsbevidste læsning, dvs. den læsning, der betragter det episke værk som en fiktion, som en virkelighed, som forfatteren har omdannet til fiktion, har vi medtaget to artikler, der anvender denne læsning. Uddraget fra William C. Carters store biografi om Proust. A Life. kortlægger den møjsommelige vej Proust må tilbagelægge før han finder sit kald. Denne vej gik over et opgør med kritikeren Sainte-Beuve, og det er interessant at følge Carters indgående undersøgelse af den gradvise overgang fra essay til roman, hvordan Carter påviser, at det var i essayet, hvor Proust taler som sig selv i samtalerne med sin mor, at han finder sin jeg-fortæller, og med Carters ord: ”skabte han hvad der måske er den rigeste fortællestemme i litteraturen, en stemme der taler både som barn og som voksen, som hovedperson og som jeg-person, og der bevæger sig ubesværet mellem nutid, datid og fremtid.”
I sin artikel: Paris i På sporet af den tabte tid har Sussanne Blegaa sat sig for at finde ud af, om der er en grund til at Proust har valgt at lade en fiktiv roman foregå i en virkelig by, og at et kendskab til byen måske kan give et ekstra betydningslag. Sussanne Blegaa stiller nogle interessante spørgsmål til forholdet mellem byen Paris og Prousts tekst: Hvorfor bor Odette i rue La Pérouse og ungkarlen Swann på Ile St. Louis? Er det tilfældigt, at Verdurins bor på quai Conti, og at prinsen af Guermantes flytter fra venstre bred til avenue du Bois de Boulogne? Hvilke kvinder færdes i Bois de Boulogne, og hvilke gør det absolut ikke? Artiklen er baseret på et foredrag om emnet, som Sussanne Blegaa holdt ved en Proust-salon og er desuden inspireret af ophold i byen.
Bent Sørensens læseroplevelse er baseret på en enquete i Politiken, hvor forskellige kulturpersonligheder blev spurgt om, hvilket kunstværk der havde haft størst betydning for deres liv, og Bent Sørensen svarede, at det var På sporet af den tabte tid. Den læseroplevelse han videregav til Politikens læsere viste en sådan forståelse for og indsigt i På sporet, at vi opfordrede ham til at komme til en salon og dele sine tanker om værket med medlemmerne.
Det gjorde han af to gange og talte især om musikkens betydning i værket. For Bent Sørensen er På sporet ”et vidunderligt musikalsk værk. Overalt er der musik. At læse Prousts beskrivelser af den fiktive komponist Vinteuils musik er en musikalsk oplevelse, (…) der klinger videre som ægte, magisk musik i vores indre.”
Dette sidste bidrag som er en læseroplevelse fører os helt tilbage til den første Proust bulletin, hvor redaktør Nils Soelberg netop efterlyste den slags tekster til bulletinen, hvor menige medlemmer gav svar på spørgsmålet: ’Hvad har Proust betydet for mig?’ Endvidere slog Soelberg til lyd for, at bulletinen skulle føre dagbog både over hvad der var foregået i det forløbne år, en rubrik han kaldte Siden sidst – hvor man i dette første nummer og følgende numre kunne ”læse om de arrangementer, der har fundet sted siden sidste bulletin udkom (…) – og dermed evt. ærgre sig over alt det man er gået glip af …” hvilket altså ikke er sket i de efterfølgende 3 bulletiner, men som vi gerne vil råde bod på med denne Proust bulletin # 5.
God læselyst!
Helga SCHMIDT & Connie SELMANN