Erindringer fortalt til Georges Belmont
For første gang på dansk er her muligheden for at møde den franske forfatter Marcel Proust fra andre vinkler end dem, de gængse biografier tilbyder. Céleste Albaret var kronvidnet til, hvordan Proust levede i sine sidste år. Hun var hans husholderske i en periode, der var stærkt præget af Første Verdenskrig, hvor det mondæne liv var sat på standby, og hvor Proust stadig mere monomant helligede sig sit værk, liggende i den seng han sjældent forlod i det korkbeklædte værelse på boulevard Haussmann og senere rue Hamelin.
Céleste Albaret var det menneske, der stod Proust nærmest i alle årene fra 1913 og frem til hans død i 1922. Hun tilså ham, kendte hans tilbøjeligheder, hans vaner, havde samtaler med ham til det sidste, tilberedte hans café au lait og serverede croissanten – Proust var i sit eget liv nemlig hverken til te eller madeleinekager. Céleste sørgede desuden for at holde alskens celebriteter og bekendte fra døren, hvis herren ikke ønskede at få besøg. Jo længere tid Proust skrev på sin roman, desto mere isolerede han sig fra omverdenen og undlod så vidt muligt at forlade sit soveværelse – arbejdsrummet. Da han i de sidste år bosatte sig på en ny adresse i rue Hamelin, kom han dog stadig ud en gang imellem, og når han gjorde det, var det som regel for at se til sine ”modeller” fra romanen, samt at opholde sig på hotel Ritz, hvor han havde sin egen salon. Céleste var med andre ord i tjeneste hos ”Monsieur Proust”. Hun kom til den franske hovedstad fra sin landsby Auxillac i provinsen Lozère i det sydøstlige hjørne af Frankrig, så langt fra Paris og storbyliv som tænkes kan. Før hun stiftede nærmere bekendtskab med Proust, blev hun gift med hans chauffør Odilon, der var en af de første taxichauffører i Paris.
Céleste var 23 år, høj og statelig, livlig af natur og totalt uskolet, hvilket gjorde et stort indtryk på Proust, der lod sig charmere og fortrylle af hendes naturlige frisprog og talemåder, medbragt fra sin provins. Men krigen krævede sine mænd, og snart også Odilon. Céleste blev alene om at klare husførelsen og være en diskret sygepasser og i det hele taget være til rådighed fire og tyve timer i døgnet. Hun var på pletten, så snart Proust ringede med klokken. Eftersom han arbejdede om natten og sov om dagen, måtte hun også indstille sig på et omvendt liv. Men som hun siger om sit ti år lange samliv med Proust, takker hun skæbnen for at have givet hende det, for: ”Jeg kunne ikke have drømt om et skønnere liv. (…) Jeg passede min daglige dont, og jeg var glad for at være der. Når jeg sagde det til ham, så han på mig med sit lille granskende blik, der på én gang var drillende og venligt, og svarede: ”Hør nu her, kære Céleste, det må være kedeligt at leve udelukkende om natten sammen med en, der er syg”. Jeg protesterede hver gang. Han morede sig, men han var længe før mig blevet klar over, hvad denne tilværelse betød for mig.”
Han oplærte Céleste skridt for skridt i sin livsstil, sin smag, sine behov. Han gjorde hende – som hun også selv udtrykker det – til sin ’prisonnière’, sin fange. Ud fra Célestes beskrivelser kan man konstatere, at krigen kastede dem sammen. Den førte Céleste og Proust stadig tættere på hinanden i en form for skæbnefællesskab: ”På en måde var vi begge forældreløse – han med sine forældre døde og sine venner spredt for alle vinde, og jeg med mine forældre døde, min familie langt borte og min mand i hæren. Så vi skabte vores helt egen intimitet, skønt det for ham hovedsagelig var en atmosfære at arbejde i, mens jeg glemte mine egne pligter og ikke kunne se andet end den magiske cirkel.” Det ejendommelige er imidlertid, hvorledes Céleste hele tiden beskriver Proust som en ”ung mand”. Som om han aldrig blev ældre end ung. Som om han i virkeligheden blev fastholdt i et evighedsbillede, hvilket selvfølgelig kan ses som en konsekvens af, at Céleste Albaret først udtaler sig efter 50 års tavshed i en alder af 82 år! På lang afstand af det konkret oplevede beskriver hun sin tilbedelse af sin ”unge seigneur”, hans godhed, hans finfølelse, hans blufærdighed, hans hårrejsende forfængelighed. Han er for hende en ”gud fra himlen, der er blevet sat på en seng,” som man kan læse i La prisonnière (Albertine, bind 5 fra den danske oversættelse fra 1930’rne), hvor hun optræder under eget navn.
Da Marcel, romanens fortæller, spørger: ”Hvorfor egentlig ’en gud fra himlen?’” svarer Céleste: ”Hvis De tror, at De har noget tilfælles med dem, der færdes på denne usle jord, tager De meget fejl.” Marcel spørger videre: ”Hvorfor ’sat’ på en seng. De kan da se, at jeg ligger ned.” Céleste har svar parat: ”De ligger aldrig i sengen. Har man nogensinde set nogen ligge i sengen på den måde? De er bare kommet og har sat Dem til hvile dér. I øjeblikket får Deres pyjamas, helt hvid som den er, i forbindelse med Deres halsbevægelser, Dem til at ligne en due.” Og lidt længere henne i La Prisonnière gentages ordvekslingen med nogle varianter, der ender med at Céleste siger: ”De ligner ikke på nogen måde en mand, der ligger i en seng. Det er engle, der er steget ned og har anbragt Dem dér.” Proust bliver vitterlig – af sin ’kære Céleste’ – gjort til genstand for tilbedelse, han forvandles til en guddom. Selv hans bizarre manier og forfængelige behov fandt Céleste sig i og var der straks, så snart han forlangte det mindste. Hun har således udvist en forbilledlig evne til at tilsidesætte egne behov. Med tiden var der for Céleste Albaret kun én religion: ”Monsieur Proust”.
Denne bog, Monsieur Proust, er i mere end én forstand speciel. Den er resultatet af en journalistisk bearbejdning af transskriberede samtaler. Céleste Albaret har fortalt det hele til den franske journalist Georges Belmont, der har bearbejdet det sagte og sat det ind i kapitler og arrangeret bogen som en alternativ ”love story”. Bogen udkom i 1973 og har været genstand for diverse diskussioner om, hvorvidt billedet af Proust er sandfærdigt, fiktivt eller en form for projektion fra Célestes side. Andre har i højere grad ladet sig overbevise af stort set alt, hvad Céleste siger, fordi man opfatter hende som det ultimative sandhedsvidne, der alene kendte hemmeligheden om, hvem Proust i virkeligheden var bag sin romans maske.
Med til denne første danske oversættelse af Monsieur Proust hører nogle af de kritiske perspektiver, bogen har rejst. Den 15. november 1973 kunne man i tidsskriftet La Quinzaine littéraire læse Maurice Nadeaus principielle indvendinger i sin anmeldelse af bogen. Han opholder sig især ved det faktum, at journalisten Georges Belmont – en velkendt journalist og litterat i Frankrig på det tidspunkt – har konstrueret sig frem, dvs. at han i en vis udstrækning har skaltet og valtet med det, Céleste har fortalt ham. Værket er en konstruktion i og med, at han ikke blot har benyttet udskriften fra de bånd, Céleste har udtalt sig til, han har desuden skabt sin egen version af det fortalte. Ifølge Nadeau afslører Belmont sin tydelige tilstedeværelse gennem den måde, han har bearbejdet transskriptionerne på. Det sker ikke mindst gennem hans forsøg på at få læserne til at acceptere og tro på en 82-årig dames udtalelser, der foregiver at være en nøjagtig gengivelse af, hvad der blev sagt 50 år tidligere! En gengivet direkte tale på så mange års afstand, hvilken sandhedsværdi har den? Nadeau synes, at alt vækker mistro.
Det gælder såvel bogens inddeling i kapitler og temaer, foretaget af den af de to, der kender Prousts værk bedst, dvs. Georges Belmont. Mistroen gælder også transskribentens foregivne respekt for Célestes sprog, der angiveligt skulle være ”plue vrai que nature” (sandere end naturen). Bedre bliver det ikke af, at Belmont fastslår, at der ikke er føjet noget som helst til det, Céleste har sagt! Han skulle angiveligt kun have givet hendes udtalelser form. Ligger der deri ikke en temmelig afgørende konstruktion deri, ja, ligefrem manipulation af og med det sagte? Derimod havde Nadeau langt hellere set, at Belmont havde holdt sig til udelukkende at transskribere båndoptagelserne med spørgsmål og svar, tilbagespoling, kontrolsammenligninger samt oplysninger fra andre kilder. Bogen ville, som han påpeger, uden tvivl være blevet mindre læsevenlig, men ikke mindre levende. Og snarere end at introducere henvisninger til Prousts værk i selve teksten, ville læseren have været bedre tjent med at få kommentarer og genkaldelser af steder fra Prousts roman fra intervieweren selv, der dermed ville få ansvaret for dem. Det ville have gjort det lettere at spore, hvad der kommer fra hvem. Nadeau mener ikke, at der ville være gået noget som helst tabt i Célestes vidnesbyrd om manden Proust, hans hverdag, hans vaner og manier og lidenskabelige engagement i sit arbejde med À la recherche du temps perdu (På sporet af den tabte tid). Der er ikke noget sensationelt overraskende ved Célestes udsagn, men i og med, at alt hvad der vedrører Proust vækker en lidenskabelig interesse hos mange, læser man disse erindringer i ét ryk.
Man kan derfor konstatere, at selvom anmelder Nadeau er kritisk, tilkender han i høj grad bogen værdi, fordi den ikke blot holder interessen for Proust levende, men lægger en personlig beretning frem, der fortæller om Prousts forfærdelige ensomhed, hans langsomme selvmord efterhånden som han fuldkommen forsvinder ind i sit værk til slut. Som det fremgår af Célestes udsagn, lagde Proust sig, da han endelig var færdig med værket, bogstaveligt talt til at dø, og disse gribende scener skærer læseren i hjertet. Man følger minutiøst Prousts dødskamp, og det er, ifølge Nadeau, alene på grund af denne del af Célestes vidnesbyrd, at bogen virkelig er værd at læse.
Spørger man til Prousts homoseksualitet, er det ikke her, man skal lede efter holdbare sandheder. Céleste afviser pure, at han overhovedet var homoseksuel, måske fordi hun frem for alt ønskede at være solidarisk over for ham, da hun fornemmede, at han mente, at det ville skade hans værk, hvis det kom for en dag. Hun ønskede for intet i verden at udlevere eller at svigte ham.
Det er med andre ord ikke så lidt, der med denne oversættelse for første gang i Danmark bliver lagt ud til bedømmelse og ny vurdering. Kommer vi Proust nærmere med denne bog, eller skaber den blot nye myter om ham, der gør det stadig sværere – eller lettere – at stykke stumper sammen til et mere sandt billede af hans særegne personlighed, tilbøjeligheder og hensigter? Det vil tiden vise. Spørgsmål og svar blæser i vinden. Ét er dog sikkert. Da Proust døde, var livet også forbi for Céleste Albaret, hvilket hun klart bekendtgjorde til Georges Belmont: ”Han [Proust] slog tonen an som i en sang. Da livet standsede for ham, standsede det også for mig. Men sangen er der stadig.”