Mindeord om Leif Hasle
Den allerførste gang jeg mødte Leif Hasle var i slutningen af 2004 i forbindelse med et foredrag om Proust og impressionismen, jeg skulle holde på Sydsjælland. Leif var mødt op som den første og præsenterede sig for mig som bestyrelsesmedlem i Det danske Proustselskab. Eftersom det var mit første foredrag nogensinde, voksede mine sommerfugle i maven til flagermus. Undervejs i mit foredrag stillede Leif flere spørgsmål, men efterhånden gik det op for mig, at han var fuld af velvilje og ægte nysgerrighed. Det blev et meget hjerteligt møde og jeg kørte opløftet derfra. Kort tid efter kontaktede Leif mig og tilbød mig en plads i bestyrelsen.
Leifs gæstfrihed var stor og han lagde gerne hus til bestyrelsesmøder. Mange gange gæstede vi hans smukke hjem i Landemærket, hvor historien havde gjort sit indtog i form af imponerende guldaldermalerier og smukke skulpturer. I den lille gårdhave fik vi hvert forår med stolthed forevist den store kameliabusk og ikke mindst kejsertræet med de særegne blå blomster. Et træ han selv havde plantet og som nu nåede helt op i anden sals højde.
Leif var medstifter af Det danske Proustselskab og ydede et stort arbejde i selskabet med både foredrag og artikler. Bedst husker jeg hans underfundige udlægning af tegneserieudgaven af ”På sporet af den tabte tid” på Brandts i Odense. Ved selskabets 10 års jubilæum holdt Leif en smuk tale, som kan læses i sin fulde længde her på hjemmesiden. I selskabets bulletiner var Leif en flittig skribent. I 2005 med artiklen ”Tid, erindring og barndom – med stadig relation til Prousts roman”. Artiklen er et sammendrag af en diskussion med Neal Ashley Conrad ved en søndagssalon i Proustselskabet den 16. maj 2004. Omdrejningspunktet var Leif Hasles roman ”Det telt der er vores hus” og Neal Ashley Conrads artikler om Prousts værk. I bulletin 3 skrev Leif en artikel med titlen ”At høre Proust”. Udgangspunktet var oplæsningerne af ”På sporet af den tabte tid” på Proust-salonerne med vekslende skuespillere. I selskabets jubilæumsbog valgte Leif en passage i ”Swanns verden” som sin yndlingspassage. Endelig skrev Leif i bulletin 9 artiklen ”Proust og bibelen”. At Leif tydeligvis var inspireret af Proust i sit eget forfatterskab har han selv givet udtryk for. Begge forfattere havde barndommen som reference for deres litterære udfoldelser. At de også begge havde sproget fuldstændig i deres magt, viser dette lille citat fra selskabets jubilæumsbog, hvor Leif hyldede Proust og hans helt særegne stil:
Swanns Verden ender i en dyster tone, der også findes andre steder i værket. Men denne tone modsiges af ordenes tapre fortrøstning, af alle disse sætninger, der utrætteligt er på sporet af den evighed, som findes i kunsten, således at de sorte bogstaver viger for det strålende vandmærke, der lyser fra papiret; på lignende måde som Aeneas under sit besøg i dødsriget genkender fremtidens mennesker i fortidens afdøde, lader Proust de mennesker han mødte, og som blev skygger, tone frem i sit værk forklarede og så fulde af flygtigt liv som en buket violer og fjerene af en glansfasan i en smuk kvindes hat. Her som i hver eneste af Prousts slyngede sætninger er hele værkets essens fuldt til stede, ligesom saltet findes usynligt i hver dråbe af havet. (Ind i Prousts værk, 2012, s. 85).
Vi vil savne Leif meget.
Connie Selmann, tidligere formand i Det danske Proustselskab sommeren 2016