Kære medlemmer.
I indbydes hermed til Proust-salon søndag d. 28. oktober i Bethesda.
OBS OBS! Grundet Bogmessen er salonen rykket til kl. 16.00-18.00.
Oplæsning ved skuespiller Beate Bille af “På sporet af den tabte tid”: Bind 6, Guermantes’ verden II, side 138-156.
Herefter foredrag ved filosofferne Jon Auring Grimm og Martin Hauberg-Lund: Den umiddelbare tids melodiøsitet. På sporet af Henri Bergson:
“Dersom nu en eller anden dristig Romanforfatter sønderriver det konventionelle Jeg’s sindrigt sammenvævede Stof og viser, at der under skinlogikken ligger en Grundmeningsløshed, og at der under denne Sideordning af usammensatte Tilstande ligger en uendelig Sammenflydning af mangfoldige forskellige Indtryk, som allerede har hørt op at eksistere i det Øjeblik, man giver dem et Navn…”
Således formulerede Henri Bergson i 1889 den skønlitterære forfatters mulighed for at stille læseren ansigt til ansigt med sig selv, blotlægge det sociale jegs aftegning som blegt genfærd, ved at konfrontere dem med deres ‘usædvanlige’ og ‘ulogiske’ sjælstilstande, hvis skygger aftegnes i og med romanens forløb. Således bliver læserens tilstand åbenbaret for ham/hende selv, hvilket er en forudsætning for at denne på påny kan træde ind i den umiddelbare erfaring af tiden, der også er den frie udfoldelses medium. Herimod står den stivnede, rationaliserede og mekaniske orden, hvis normative begrundelse er nytten, der har kvantificeret tiden, drænet den for intensitet og underkastet den sekundviserens taktfaste tvang. Den dristige romanforfatter lader derimod tiden slå sprækker i tingen. Og en sådan forfatter er Marcel Prousts (1871-1922) der med sit ubestridelige hovedværk På sporet af den tabte tid (1913-1927), blandt andet åbenbarer hvorledes erindringen i øjeblikket, som regntunge skyer på bristepunktet, er drægtigt med fortid og forløsende fremtid.
”Opmuntrede af ham har vi for et Øjeblik fjernet det Slør, som vi havde ophængt mellem Bevidstheden og os selv: Han har atter stillet os Ansigt til Ansigt med os selv.”
Jon Auring Grimm og Martin Hauberg-Lund sætter fokus på Bergsons tidsforståelse og kritik af det nyttige samfunds kvantificering af tiden og dermed tab af tidens umiddelbare melodiøse løb i menneskets bevidsthed.
Salonen finder sted:
Søndag d. 28. oktober 2018 kl. 16.00-18.00
Bethesda
Rømersgade 17
1362 København K
Ikke-medlemmer er velkomne – 50 kr. i døren.
Vel mødt.