Salon den 24. marts

Proust-salon søndag d. 28. april kl. 15.00-17.00 i Bethesda.

Oplæsning ved skuespiller Thomas Hwan af “På sporet af den tabte tid”: Bind 6, Guermantes’ verden II, side 206-224.

 

Herefter foredrag ved Steen Klitgård Povlsen, lektor ved institut for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet: 

Marcel Proust og Virginia Woolf:

Den engelske forfatterinde Virginia Woolf (1882-1941) begyndte at læse Proust i begyndelsen af 1922 og fortsatte med det til hen imod sin død. Vi har mange begejstrede udtalelser om ham i hendes dagbøger, essays og breve, men hvad det helt konkret var, hun fik ud af at læse ham, er ikke altid lige klart. Kun at han for hende var ”langt den største moderne romanforfatter”. 

Men forskningen er i de sidste årtier blevet mere opmærksom på denne indflydelse, og jeg vil skitsere Woolfs forhold til Proust ud fra følgende temaer: Tiden, erindringen, selskabet og kønnet. Til sidst vil jeg kort diskutere, om betegnelsen af Woolf som ”en kvindelig modernist” kan uddybes gennem hendes forhold til Marcel Proust.

Proust-salon søndag d. 24. marts kl. 15.00-17.00 i Bethesda.

Oplæsning ved skuespiller Morten Burian af “På sporet af den tabte tid”: Bind 6, Guermantes’ verden II, side 190-206.

 

Herefter foredrag ved Nils Voisin Schultz Ravneberg, ph.d. i fransk ved Københavns Universitet: En introduktion til fransk forfaldstænkning i dag.

 

“I Frankrig er det er ikke kun de såkaldt Gule veste, der for tiden giver udtryk for deres utilfredshed.  En del af den kulturelle elite har siden årtusindskiftet skrevet flittigt om det franske sprogs, den franske litteraturs og den franske kulturs forfald. Foredraget er en indføring i denne forfaldstænkning, som især eksemplificeres ved den skønlitterære forfatter Richards Millet og hans radikale pamfletter om Vestens kulturelle undergang, alt imens der trækkes tråde længere ud i det franske litterære landskab og tilbage i tid.”

 

Contact Form Powered By : XYZScripts.com