Marcel Proust ført til ende

Kronik i Nationaltidende onsdag 21. juni 1938

Paul V(ictor) Rubow (1896 – 1972)

Skal man mest beundre det opmærksomme og vaagne danske Publikum eller det udholdende Forlag, som har faaet Bugt med Marcel Prousts umaadelige Roman? Som den her foreligger, i syv Dele og i et Udstyr, man alle andre Steder i Verden vilde kalde bibliofilt, er der Grund til at tale om en Kulturbedrift. Bogens nye Læsere har den Fidus at kunne tilegne sig hele Rækken i eet Træk, uden at Indtrykket af de ældre Partier kommer til at blegne og staa i Vejen for Tilegnelsen af Værket som en Totalitet. Forlaget har vist baade gamle og nye Læsere den Courtoisie at vedføje et lille Register over de Personer og Lokaliteter, som stadig vender tilbage i Fortællingens Forløb – en sand Velgerning, naar Talen er om et helt lille Romanbibliotek paa flere tusinde Sider.

Derimod har hverken Forlaget eller Kritikerne kunnet hjælpe Læserne til et andet og næsten lige saa tiltrængt Apparat, en Tidstavle. Det er mestendels Digterens egen Skyld; for skønt hans Bog er en Krønike over ham selv og hans Samtid, undser han sig for at give et eneste Aarstal. Som Beundrer af den Bergson’ske Filosofi generede han sig for at tale om den konkrete og astronomiske Tid. ”Tiden er kun til for Skomagere og Skræddere”, kunde han udraabe med Helten i Kærlighed uden Strømper. Men hans Bog beviser noget ganske andet. Det havde været bedre, om den var forsynet med Tabeller til hvert Bind og Aarstal ude i Margen, selv om det hist og her havde knebet en Smule med at faa den digteriske Fantasi til at passe ind i Almanakken. Jeg skal da forsøge at give nogle Holdepunkter.

Værket begynder med en Forhistorie, som af mange anses for at være det bedste, Proust har skrevet, Swanns ulykkelige Forelskelse i Odette, en Affære, der strækker sig gennem flere Aar og synes at ende med en fuldstændig Opløsning af Forholdet. Denne tragiske Skinsyge-Historie gaar forud for Marcels Fødsel. Men senere bliver Swann gift med Odette. Forholdet maa altsaa være genoptaget, og de har forinden faaet en Datter, Gilberte, med hvem han leger som Dreng i Grévys Præsidenttid, det vil sige efter 1878. Det passer med, at Marcel Proust var født 1870. Swanns og Odettes Kærlighed kan da ikke godt have begyndt tidligere end 1867, og det stemmer ogsaa med at Swann er et højtanset Medlem af Jockey-Klubben, som havde sin Glanstid i 1860’-erne, og at han har lært sin Konversationstone af Mérimée, der var første Violin ved det kejserlige Hof. Men Odette er ikke nogen helt ung Kvinde paa den Tid; hun har været gift med en fattig Adelsmand, er for længst skilt fra ham og har haft Stunder til at erhverve sig et daarligt Rygte. Lad os sætte hendes Fødselsaar til 1844 og gøre Swann en halv Snes Aar ældre. Hun er jævnaldrende med Digteren Bergotte, d.v.s. Anatole France, at den ”Salon”, hun er opdraget i, med Mme Verdurin og den senere forskudte Sorbonne-Professor Brichot som Forgrundsfigurer, endnu bestaar ved Krigens Udbrud 1914. Men mange af disse Cirkler var i Besiddelse af en stor Sejglivethed.

”I et Rosenflor af purunge Piger” maa foregaa omtrent 1887, og de to følgende store Romaner ved Aarhundredets Slutning. De indgaaende Skildringer af Forhuset og Baghuset i det parisiske Liv passer med Dreyfus-Affærens Dage, og de er allerede udkastede i Prousts tidligste Bog, Les Plaisirs et les Jours, der kom i 1897. Swanns Dødsaar maa sættes til henved 1900. De to Bøger om Albertine foregaar i et af de første Aar af det nye Aarhundrede, men Albertine er her skildret som en noget yngre Kvinde, end hun i Virkeligheden kan være. Der er vel næppe Tvivl om at to forskellige Personer har staaet Model til Albertine som purung og som Marcels Elskerinde.

Den store Pause i Bogen falder paa Aarene 1902-14. Læseren faar det Indtryk, at Fortælleren tilbringer al den Tid paa en Klinik for ikke helt tilregnelige Personer. I Virkeligheden skrev Proust i de Aar sin Roman i dens oprindelige Skikkelse, noget som i selve Bogen henlægges til Tiden efter 1920. Dette Kneb er dog ubehændigt, da første Del kom 1913 og anden Del i 1918.

Sidste Del af Bogen foregaar paa tre forskellige Tidspunkter. Den begynder umiddelbart før Krigen. Skildringen af Paris under Krigen maa henlægges til 1916, skønt der af og til tales om, at denne er nær sin Ende – og skønt ved en Fejltagelse Kejser Franz Joseph nævnes som endnu levende. Sidste Afsnit er henlagt til ca. 1920. Forfatteren er bleven gammel – vist ældre end de 50 Aar han virkelig var. Men enkelte af Bogens Personer følges langt ud over dette Tidspunkt. Om Bloch faar vi at vide, at han senere bliver Katolik og Familiefader. Og om Baronen af Charlus (født ca. 1850) erfarer vi, S. 146 i første Del af Den genfundne Tid, at Forfatteren efter hans Død modtager et Brev af konfessionel Natur. Det er ”skrevet mindst 10 Ar før hans Død” og har ligget syv Aar i en Kasse; i disse syv Aar ”havde han glemt Morel”. Men paa det Tidspunkt, altsaa ca. 1916, hvortil disse Blade er henlagt, er Charlus’ Lidenskab for Morel paa sit Højeste! Og Brevet er skrevet senere, efter en alvorlig Sygdom og paafølgende Rekreation. Vi kommer hermed til ca. 1926-27! Muligt har Proust tænkt, at hans Værk ikke burde udkomme før ved den Tid. Han har regnet med, at Modellen til Hr. de Charlus da maatte være død. Det var han ogsaa – men Proust døde først, allerede 1922! Han havde altsaa dog forregnet sig med Tiden.

”Den genfundne Tid” er egentlig to Romaner. Den første handler om Paris under Krigen og Hr. de Charlus’ sørgelige Nedgang; den anden er en Skildring af Heltens Forvandling til Digter paa sin Samtids Ruiner, en art Dødedans og Apotheose i eet Bind.

Første Del er noget af det skrappeste, der er skrevet i Prosa siden Petronius’ Dage. Det er en ubarmhjertig Redegørelse for den aldrende Æstetikers Sammenbrud. Under Prousts Pen formede Stoffet sig i Aarenes Løb saadan, at Hovedpersonen, Marcel selv, kom til at dele Læsernes Interesse med Charlus. De, der læser Bogen som en roman de moeurs, vil utvivlsomt foretrække Charlus-Partierne for de andre i Bogen. Og det er ikke Prousts mindste Kunst, at han saaledes har forstaaet at trække os med ind i en Personskildring, at vi endnu ved Slutningen staar lige hungrige efter at faa endnu mere at vide om det gaadefulkde Menneske.

Charlus er udført efter Model – det havde man ikke svært ved at opdage i de Kredse, hvor Proust havde færdedes. Hans udvalgte Offer var den i sin Tid meget omtalte Æstetiker og Nar, Grev Robert de Montesquiou, berømt for sine Fester og langstrakte Vers. Sammen med Grev Boni de Castellane, hvis Moder optræder her i Bogen som Mme Villeparisis, var han i forrige Aarhundrede Fører for den Del af den gamle franske Adel, som stræbte at hævde deres Ry for at befordre de skønne Kunster. Disse Herrer levede og aandede for Kunst og Litteratur. Hvis vi nu om Stunder finder deres Smag for eklektisk og overlæsset, saa maa vi huske paa, at de havde et meget større Udvalg af smukke og grimme Ting at elske end svundne Tiders Kendere; deres Alsidighed og Fordomsfrihed blev til Hinder for en naturlig Smag. Fordomsfri var Montesquiou ogsaa paa Kærlighedens Omraade – han foretrak det stærke Køn.Det var denne Skønaand og Aristokrat, som ledede Prousts Skridt paa hans ungdommelige Bane og indførte ham i Adelens Sale. Proust har ikke vist ham Erkentlighed i sin Bog, for af Æstetikeren Montesquiou er der kun blevet lidet tilbage. Derimod har Proust tegnet hans aristokratiske Hovmod og overdrevet hans kønslige Perversitet indtil det vanvittige. Mulig har han villet formilde Montesquiou ved at forhøje hans Adelskab til Fyrsterang, og ved at gøre ham til et blødere Gemyt og bedre Menneske, end han virkelig var. Et Hovedpunkt i Bogen er Charlus’ Kærlighed til den unge Violinist Morel, en virkelig Historie, som ogsaa omtales i Montesquious Memoirer. Kun Navnet var ændret.

Mange Træk hos Charlus i denne sidste Del er nye. Charlus skildres her som en tør, aldrende Don Quixote, der efter at være udvist af det bedre Selskab helt er i sine syndige Passioners Vold. Men vi faar at vide, at det meste er i Fantasien, han har tilfredsstillet sin Lidenskab – han er dog mere af en Kunstner end af en Vellystig. Endog hans Attraa til Morel har muligt været blot Sværmeri. Uhyggelig er Skildringen af hans Selvpinsler, der på en underlig Måde hænger sammen med det religiøse Sind, han har bevaret under Skæbnens Omskiftelser. Aldeles superbt virker det omtalte Brev, som er en behændig Pastiche efter Montesquious Stil:

Kære Ven! Forsynets Veje er uransagelige! Undertiden bruger det et lavere Væsens Fejl til at hindre et fremragende retfærdigt Væsen i at synde. De kender Morel, veed, hvor han stammer fra, og til hvilken Tinde jeg har villet hæve ham, helt op i Niveau med mig selv. De veed, at han foretrak at vende tilbage, ikke til Støvet og Asken, hvorfra ethvert Menneske, det vil sige den virkelige Fugl Fønix, kan fødes igen, men til Dyndet, hvor Øglen kryber. Han har ladet sig segne, hvad der har værnet mig mod at synke. De veed, at mit Vaaben bærer selve Vorherres Valgsprog: Inculcabis super leonem et aspidem, med en Mand, der er fremstillet med en Løve og en Slange under sin Fod som heraldisk Støtte. Men naar Løven i mig har gjort det muligt, at man kunde træde paa den, er det takket være Slangen og dens List, som man undertiden alt for let hen kalder en Fejl; for Evangeliets dybe Visdom gør den til en Dyd, i det mindste en Dyd for andre. Vor Slange med den fordum harmonisk modulerede Hvisken, naar han tæmmedes af en Tryllekunstner – som for Resten selv følte sig fortryllet – var ikke blot musikalsk og Øgle, – han havde, lige til Fejghed, den Dyd, jeg nu anser for guddommelig: Forsigtighed. Det er denne guddommelige Forsigtighed, der har givet ham Styrke til at modstaa de Henvendelser, jeg har ladet ham tilflyde, om at komme tilbage og besøge mig; og jeg vil først faa Fred i denne Verden og Haab om Forladelse i den anden, naar jeg har aflagt Dem Tilstaaelse derom. Det er ham, der i denne Sag har været den guddommelige Visdoms Redskab, for jeg havde besluttet det: han skulde ikke komme til levende at forlade mit Hjem. En af os maatte forsvinde. Jeg var bestemt paa at dræbe ham. Gud har indblæst den Forsigtighed i ham for at værne mig mod at begaa en Forbrydelse. Jeg tvivler ikke om, at Erkeenglen Michael, min Skytspatrons Indskriden, her har spillet en Rolle, og jeg beder ham tilgive mig, at jeg i flere Aar har forsømt ham i den Grad, og at jeg paa saa daarlig Vis har besvaret de utallige Godheder, han har viist mig, ganske særlig i min Kamp mod det Onde. Jeg skylder samme Tjener, og jeg siger det med hele min Tro og al min Forstand, at den himmelske Fader har givet Morel den Indskydelse ikke at komme. Derfor er det nu mig, der kommer til at dø. Deres trofaste og hengivne Semper idem P. G. Charlus.”

Der er meget andet i Bogen, der har samme Krav paa Interesse som Charlus’ Tragedie. Mærkelig er saaledes Skildringen af Paris under Krigen, den spændte Stemning paa Boulevarderne og i Kaféerne, Dommedagsfornemmelserne hos dem, der blev hjemme, og den usikre Holdning overfor Soldaterne paa Orlov. Men det er egentlig ikke noget nødvendigt Element i Bogen, som jo ogsaa skulde have været afsluttet ved Aar 1912. Af samme Grund er det med en vis Mistillid, man læser Marcel Prousts Redegørelse for, hvordan han blev Digter og bestemte sig for det litterære Kald henved Aar 1920, da Begivenheden maa have gaaet for sig ca. 1902. Han var ikke nogen gammel Mand, der lod sit svundne Liv vende tilbage i Poesiens Genfødelse, efter at han havde haft en mystisk Oplevelse (som de nu om Dage kalder det) i den 83’aarige Prins af Guermantes’ Salon. Tværtimod havde han taget Afsked med Verden allerede som en ung Mand, enten fordi hans Kar var løbet fuldt, eller paa Grund af Svaghed. I denne Bog, hvor Alting, ligesom i det virkelige Liv, er paa een Gang Løgn og Sandhed, er Beretningen om, hvorledes Marcel fik Digterkald, ikke det mindst gaadefulde. Naar Læseren har studeret den, kan han begynde forfra, den lader sig anvende som Prolog til det Hele. Slangen bider sig selv i Halen.